REGERINGEN HAR heldigvis besindet sig: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) proklamerede i går, at oppositionspartierne vil blive indkaldt til nye realitetsforhandlinger om fremtidens kommunale landkort, skønt Dansk Folkeparti allerede har sikret reformen et snævert flertal. Statsministeren lovede ligefrem at yde »en ekstra indsats« - hvilket er tiltrængt. Ingen vil være tjent med, at udformningen af et nyt sæt spilleregler for fordelingen af ressourcer i det danske velfærdssamfund bliver afgjort ved blokpolitik. Socialdemokraterne og de radikale har heldigvis også bevæget sig: I weekenden nedtonede begge partier truslen om at rulle kommunalreformen tilbage efter et eventuelt regeringsskift ved næste folketingsvalg. Dermed tegner der sig et forhandlingsspil, der med blot et mindstemål af tålmodighed og taktisk snilde bør kunne føre frem til det ønskværdige resultat: Færre og større politiske enheder, der har administrativ slagkraft til at videreudvikle den offentlige sektor. Den nyvundne kompromisvilje bør imidlertid ikke dække over, at strukturreformen vil få vidtrækkende konsekvenser; helt ned på det daglige serviceniveau. UDMELDINGEN FRA beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) - om, at strukturreformen i virkeligheden handler om at skabe mere udlicitering - er på sin vis befriende, ærlig tale: I takt med at kommunerne får flere opgaver - men ikke nødvendigvis lægges sammen med nabokommunerne i kraft af den såkaldte kattelem - vil de blive tvunget til at udlicitere; ganske enkelt, fordi de ikke selv magter at løse opgaverne. Selve målsætningen om mere offentlig udlicitering er dog ikke nødvendigvis uklog. Tværtimod. Men fremgangsmåden er dybt problematisk. Hvis regeringen ønsker mere udlicitering, bør det ske på en måde, hvor kommunerne får muligheder for selv at vælge præmisserne. Og dét kræver en vis kommunestørrelse - hvis den demokratiske kontrol skal bevares. Strukturreformen vil fremstå hovedløs, hvis mange kommuner forbliver alt for små til at føre effektiv kontrol med de opgaver, de overtager fra amterne - for eksempel på miljøområdet. Princippet bør være, at de fleste kontrol- og koordineringsopgaver sker på regionalt niveau, mens den praktiske borgerservice holdes på lokalt niveau. Der er derfor brug for storkommuner - som selv kan bestemme, hvordan de vil løse opgaverne. Og derfor er der brug for regioner med ansvar for den regionale planlægning - på flere felter end sygehussektoren. Det vil være pinagtigt, hvis regeringens lumske dagsordener skal forpurre, at landets kommuner får en passende størrelse - og regionerne får de helt oplagte opgaver på tværs af kommunegrænserne.