DET GÅR DEN forkerte vej i Iran. Selv om et stort flertal af befolkningen har ytret ønske om politiske, sociale og økonomiske reformer ved det ene valg efter det andet, har de iranske magthavere formået at udmanøvrere demokratiet i en sådan grad, at mange har givet op: De tror ikke længere på demokratiet som redskab til forandring, fordi de i nu syv år har set, hvordan mullahstyret gang på gang har trynet den reformorienterede præsident Khatami. Ved det seneste parlamentsvalg havde de religiøse ledere tilmed så travlt med at rense ud i deres politiske modstandere, at mange vælgere stod over for 'valget' mellem at kunne støtte regimet, støtte regimet eller ... støtte regimet. Eller bare at holde sig væk fra valget. Derfor kunne konservative politikere i foråret overtage magten i parlamentet som det selvbestaltede præsteskabs 'folkelige' arm. Og dermed fik præsteskabet det figenblad af folkelig legitimitet, det søgte, selv om valget ikke kan betegnes som andet end en demokratisk farce. Forløbet bør få omverdenen til nøje at følge udviklingen i det iranske teokrati - både af hensyn til sig selv og af hensyn til de millioner af iranere, der tørster efter forandringer. Der er allerede grund til uro. INDADTIL HAR de religiøse magthavere strammet grebet om befolkningen så kraftigt, at en menneskeretsorganisation som Human Rights Watch nu taler om den værste situation i syv år. Det gælder ikke alene overgreb mod politiske modstandere. Det gælder også indgreb over for det kulturliv, der ellers var begyndt at få friere tøjler og bane vej for en mere åben debat om de enorme problemer i det iranske samfund. Problemer, der handler om fattigdom. Om familier i opbrud. Prostitution og hiv/aids. Om narkomisbrug. Og om tiltagende apati blandt en befolkning, der præges af unge med drømme og håb som alle mulige andre verden over, og som er helt uden den revolutionsromantik, som måske engang var tilstrækkeligt for de hårdtprøvede iranere. Det store flertal af vælgere havde håbet, at præsident Khatami kunne bane vej for de reformer, der gav ham en jordskredssejr ved præsidentvalget i 1997 og siden genvalg. Men han har været en skuffelse. Og han kæmper nu en lidet ærefuld kamp som politisk impotent marionet for de magthaverpræster, han engang stod som et alternativ til. Khatamis eftermæle vil kun lide yderligere skade, ved at han nu stiller sig i spidsen for en protest mod Storbritannien, Tyskland og Frankrig, der har kritiseret det iranske styres manglende samarbejde med FN's atomagentur IAEA's våbeninspektører. Han har dermed stillet sig bag en konfrontationspolitik, som er i direkte strid med hans tidligere forsøg på at bidrage til den åbenhed over for omverdenen, som også er i Irans egen interesse. Uden internationalt samarbejde, ingen investeringer udefra og dermed ingen mulighed for de reformer, som allerede er udsat alt for længe.