NÅR HØJ SOM LAV går på apoteket, må man pænt trække et nummer og afvente, at det bliver ens tur. Når man vil stå på den anden side af skranken, som apoteker, skal man ikke trække et nummer, men sørge for at blive ansat i Lægemiddelstyrelsen. En undersøgelse viser, at 19 ud af de 29 apoteksvisitatorer og afdelingschefer, som har forladt Lægemiddelstyrelsens inspektionsafdeling de seneste 25 år, har fået tildelt et økonomisk attraktivt apotek. Det er embedsmænd, der vel at mærke har ført kontrol og tilsyn med apotekerne eller også været med til at behandle ansøgninger om apotekerbevillinger. Skyldes det et naturligt karriereforløb? Skyldes det sygeligt kammerateri? Tidligere ansatte i Lægemiddelstyrelsen, som har fået bevilget et apotek, mener, at ansatte i styrelsen har bedre kvalifikationer end andre. Det, der så kan undre, er, at de ansatte i styrelsen evner at finde frem til de apoteker, der er økonomisk bedre funderet end gennemsnittet. Man har, som en apoteker siger det i dagens avis, mulighed for at vente og se, om der bliver et attraktivt apotek ledigt. FAVORISERINGEN af ansatte i Lægemiddelstyrelsen handler med andre ord ikke blot om at få tildelt det første ledige apotek. Man har også mulighed for at kunne udvælge et økonomisk attraktivt apotek. Det rejser spørgsmålet, om en ansat i Lægemiddelstyrelsen kan føre kontrol og tilsyn med et apotek, som han gerne vil have fingrene i? Samtidig er der stor fare for, at systemet lukker sig om sig selv, for hvorfor stimulere ændringer, hvis man selv gerne vil have bevillingen til et apotek med høj omsætning? SYSTEMET FÅR DEN virkning, at staten risikerer at stå i vejen for en nødvendig udvikling. Det er svært at bevise, at Lægemiddelstyrelsen blokerer for udviklingen af de danske apoteker, men når ansatte kan plukke de bedste apoteker til sig selv, er det nærliggende at mistænke de ansatte i statens tjeneste for at stå i vejen for en liberalisering. Hvorfor stimulere beslutninger, der kan skade indtjeningen for apotekerne, og dermed ens eget indtægtsgrundlag på længere sigt? I England er der en farmaceut for hver 2.500 borgere, mens der i Danmark er en farmaceut for hver 10.000 borgere. Det springende punkt er, at farmaceuterne i England kan åbne et apotek, hvor kunderne er, mens det i Danmark er staten, der bestemmer, at kunderne må tage hen, hvor apoteket er. Hvis nepotismen står i vejen for kundevenlig konkurrence, må staten udskrive en recept, der stopper det sygelige kammerateri bag apotekerbevillingerne.