HISTORIEN ER over os. I de seneste år har den gigantiske amerikanske filmindustri leveret nogle i længde og budget monstrøse historiske film, eksempelvis 'Gladiator', 'The Passion of the Christ' og senest 'Troja'. I sidstnævnte film får klodens mange Brad Pitt-fans lejlighed til at se deres ikon iført miniskørt og snøresandaler. Men fraset nogle hæsblæsende kampscener, en imponerende computeranimation og en stærkt neddroslet dialog er der ikke meget at komme efter. Ikke meget at komme efter!? Hånden på hjertet: Hvem er stærk nok til at modstå en drabelig slagscene i Forum Romanum eller spartanske stridsmænd med krig i blikket, når agurkerne snor sig op ad husmurene, og regnen siler ned? Nej, underholdning er skam ikke sådan at kimse ad, og da navnlig ikke, hvis man i tillæg til de fascinerende filmiske virkemidler kan få lidt af oldtidskundskabens fjerne lærdom repeteret på fornøjelig vis.MEN AK OG VE. Man skal gakke tilbage til lønkammeret og ikke til biografens halvmørke, hvis det blot i mindste mål er historisk lærdom, man tørster efter. Der er nemlig ikke meget 'historie' i disse film. Flere af disse 'episke dramaer', der har gået deres økonomiske og publikumsmæssige sejrsgang over lærredet i de seneste år, er rene eventyrfilm, som ikke bekymrer sig stort om hvad, hvorfor og hvordan - de tre fundamentale 'hv'-spørgsmål for historisk viden. Nu er historisk indlæring jo heldigvis ikke et guddommeligt påbud fra tidernes morgen, men noget, der skifter i takt med det omgivende samfunds generelle udvikling. Men et samfund, et moderne og oplyst et af slagsen, har brug for, at dets borgere er nogenlunde befæstede udi fortidens liv og levned, at de kender de lange linjer i det udviklingsforløb, som deres egen gang på Jorden er et resultat af. Man behøver ikke at synge med på sangen om historieløshed for at få blot lidt sved på panden af at tænke på, hvilke formidable - og faktuelt tåbelige - kræfter, som både unge og ældre er oppe imod. Mulighederne for historisk fejlernæring er stor, og er man først slået ind på filmens nemt fordøjelige fastfood, kan det være sin sag at vende tilbage til historikernes mere drøje menu. Hvis historie i stigende grad bliver noget, man lærer fra filmens verden, og i øvrigt fra alle mulige andre audiovisuelle medier, så får manipulatorerne og revisionisterne lettere spil.