DE SIDSTE PAR uger har været rent ud vanvittige i Irak. Ikke nok med at den i forvejen hårdt prøvede befolkning daglig må leve med bilbomber, nedskydninger og voldelig kriminalitet. Nu synes også gidseltagning som kampmiddel at have nået et nyt klimaks. Man kan dårligt holde rede på, hvor mange gidsler der i den seneste tid er blevet vist frem på de obligatoriske videooptagelser med en flok hætteklædte og bevæbnede mænd i baggrunden. Og troede man, at muslimske trosfæller var undtaget fra denne uhyrlige praksis, tager man fejl. Hovedparten af gidslerne er muslimer fra lande som Egypten, Jordan og Pakistan. Ikke at det gør situationen mindre forfærdelig. Snarere er det tegn på et tendensskifte i stærkt ubehagelig retning, hvor absolut intet eller ingen regnes for hellige og urørlige. Krigen imod de udenlandske troppers tilstedeværelse og forsøget på at opbygge en demokratisk irakisk stat bliver stadig mere radikaliseret. Hvem der udfører de blodige handlinger - loyale Saddamstøtter, nationalister, religiøse kræfter eller udenlandske efterretningstjenester, eller en blanding af det hele - står ikke klart, men det er heller ikke det vigtigste. VIGTIGST ER det, at de lande, hvis statsborgere bliver kidnappet, være de lastbilchauffører, vagtfolk eller diplomater, tør stå ved deres beslutning om at hjælpe irakerne. Det internationale samfund minder hyppigt irakerne om, at de må stå sammen og undgå, at deres land bliver kastet ud i fuldbyrdet borgerkrig. Men som eksemplerne med de - set med kidnappernes øjne - succesfulde gidseltagninger har vist, så er der lande, som giver efter for kravene, og som dermed giver voldens mænd en ufortjent sejr. Det er en sejr, som har givet blod på tanden, og som derfor kun vil opmuntre til yderligere gidseltagninger. Situationen kan selvsagt ikke være nem for de ansvarlige politikere, der skal tage stilling til et så umenneskeligt krav - træk jeres tropper, eller vi halshugger jeres landsmand - men selv nok så meget mediepres bør ikke anspore beslutningstagerne til at vælge den lette løsning. Hvis de smukke ord om at yde hjælp til irakerne skal have nogen mening, kræver det, at vi bliver, selv når det tilsyneladende virker meningsløst. Var det ikke hensigten med at fjerne diktaturet?