SOCIALDEMOKRATERNES formand i København, Bo Sandberg, har gjort sig til bannerfører for en - i dansk sammenhæng - ny og ganske forfriskende idé: Han foreslår, at partiets kandidater fremover bør vælges via primærvalg efter bl.a. amerikansk forbillede. Hvis forslaget gennemføres, vil der være tale om et politisk nybrud, som forhåbentlig kan tilføre de ofte alt for indelukkede og jordslåede partidebatter nogle nye ideer - og ikke mindst nogle helt nye ansigter. Ved primærvalg er det nemlig ikke kun partimedlemmerne, der kan stemme på kandidaterne, men også andre vælgere, der lader sig registrere som sympatisører. Som situationen er i dag, vælges kandidater på opstillingsmøder i de lokale vælgerforeninger. Og her møder kun de trofaste partisoldater op og stemmer. Dermed bliver det i realiteten et marginalt, meget lidt repræsentativt og gammelt udsnit af befolkningen, der udvælger de kandidater, alle vælgere senere kan stemme på. Partierne risikerer dermed at vælge kandidater, der i alt for stor udstrækning afspejler medlemmerne i de henslumrende partiforeninger. Socialdemokraternes medlemsskare i København er således skrumpet fra 70.000 til blot 3.000 medlemmer - skønt partiet ved sidste kommunalvalg fik 82.500 stemmer. Problemet med den skævvredne udvælgelsesproces begrænser sig dog bestemt ikke til Socialdemokraterne i København. Alle partier har brug for nye måder at aktivere deres ikke-kontingentbetalende sympatisører på. FORDELEN VED primærvalg er, at kandidaterne tvinges til at profilere sig selv mere direkte over for vælgerne: Kandidaterne er nødt til at melde offentligt ud - og forholde sig til spørgsmål og kritik. Dermed undgår partierne at vælge profilløse kandidater, der ikke kan svare klart for sig. Og måske endnu vigtigere: Magtpolitiske studehandler, hvor velaftjente partiveteraner får tildelt såkaldt 'sikre kredse' bag om ryggen på mere oplagte kandidater, vil være fortid. Kritikerne frygter naturligt nok, at primærvalg vil ende i indre slagsmål til gavn for de øvrige partier. Risikoen er selvsagt til stede - men dét skyldes først og fremmest, at partierne hidtil har været for dårlige til at diskutere for åbent tæppe. Ifølge den klassiske politiske logik er det et svaghedstegn for et parti at udstille uenighed. Paradokset er imidlertid, at det netop er denne manglende evne til at nuancere politiske synspunkter, der i dag skræmmer folk væk fra partierne. Primærvalg ville forhåbentlig kunne være med til at genskabe den demokratiske dynamik, der er nødvendig for at kunne engagere moderne mennesker: Uenighed er selve drivkraften i enhver politisk debat.