DET ER glædeligt, at flere markante venstreborgmestre har fået øjnene op for den åbenlyse krænkelse af vores frihedsrettigheder, der ligger i forbuddet mod at gifte sig med en udlænding, når man er under 24 år. Regeringen nægter dog at ændre loven med henvisning til, at der ikke findes noget mere effektivt middel mod tvangsægteskaber end den gældende regel. Det svar er lige så korrekt, som det er urimeligt. Hvis man ønsker at bekæmpe unges tilbøjelighed til at slås i gaderne, så ville den mest effektive måde at bekæmpe det på også være, at man forbød dem overhovedet at være på gaden. Ikke desto mindre er det ikke et middel, de fleste samfund ville finde det rimeligt eller relevant at bruge. Men det er, hvad man har gjort her, ved at ramme alle unge under 24 år. Der kan gøres meget for at bekæmpe tvangsægteskaber. Hver eneste kommune kunne ansætte unge fra de pågældende miljøer til at rådgive og støtte. Man kan udbygge kravet om, at de unge selv under fire øjne skal bekræfte over for sagsbehandleren, at de selv har valgt den ægtefælle, de vil familiesammenføres med. Der bør også etableres flere sikre opholdssteder for de unge, der vælger at bryde med deres forældre, når de presses - efter samme model, som kendes for voldsramte kvinder.DET VILLE klæde tilhængerne af 24-års reglen, hvis de indrømmede, hvad sagen også drejer sig om. Det, som får nogle til at støtte forbuddet, er et ønske om at bryde selve det mønster, der består i, at indvandrere helt frivilligt henter deres ægtefælle i deres oprindelige hjemland. Det er på sin hvis et forståeligt ønske, da det jo naturligvis forsinker integrationen, når nye kommer til, der skal lære sproget, finde deres plads i det danske samfund og så videre. Integrationen ville naturligvis gå hurtigere, hvis de altid giftede sig med nogen, der var her i forvejen. Men ægteskabsmønsteret i resten af samfundet er jo også problematisk. De fleste gifter sig med nogen, der ligner dem selv. Hvorfor tillader vi de såkaldte sociale tabere at gifte sig med hinanden generation efter generation? Deres børn bliver meget ofte sociale tabere, og det har store socialpolitiske omkostninger. Det tillader vi, fordi vi lever i et samfund, der bygger på respekten for det enkelte menneske. Derfor er det ikke acceptabelt at fratage hele kategorier af borgere deres ret for at løse problemer, der kan og bør løses med andre midler, med midler, der ikke rammer sagesløse.