0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livsnødvendigt

Når et demokrati er i krig.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I BETRAGTNING af at danske soldater er udstationeret i Irak på lige fod med de amerikanere, englændere, polakker og andre, der hver dag tørner sammen med oprørere og terrorister, har debatten om Danmarks rolle i Irak længe været mærkeligt fraværende.

Krigsgrundlaget kan vi stadig skændes om, men den fremadrettede diskussion om, hvor Irak og dermed det danske engagement er på vej hen, har manglet.

Det er måske ved at ændre sig. De radikale og Socialdemokraterne peger på, at sikkerhedssituationen i Irak nu er så broget, at der er tvivl om, hvorvidt og hvordan valget i januar kan holdes. Da besættelsens legitimitet hviler på et FN-kompromis, der lægger afgørende vægt på dette valg, og den legitimitet, det vil give en egentlig irakisk regering, har oppositionen i høj grad en pointe.

Oppositionen så i sin tid ikke noget grundlag for at gå i krig mod Irak uden FN-mandat. Når man siden har tilsluttet sig den danske indsats, er det så at sige på forventet efterbevilling fra et stabiliseret og demokratiseret Irak. Hvis det ser ud til at udeblive - eller koste ti års besættelseskrig - foreligger der unægtelig en ny situation.

REGERINGENS svar er naturligvis, at vi ikke kan svigte irakerne nu, og at der ikke er noget klart alternativ til den FN-plan, der ligger. Det er et argument, man må lytte til. Når man har invaderet et land, kan man ikke bare løbe fra ansvaret bagefter.

Men regeringen - eller rettere udenrigsministeren - siger også, at diskussionen slet ikke bør føres. »Vi kan ikke løbe fra Irak og heller ikke antyde, at vi gør det, fordi det er svært. Det er det samme som at bede om, at det bliver ekstra svært«.

Han er dermed inde på en tankegang, der har en velkendt fortsættelse: Vi kan ikke trække os ud, fordi det vil være et knæfald for terroren. Vi kan heller ikke diskutere det, fordi det vil være et svaghedstegn over for samme terror.

Her tager Per Stig Møller (K) helt fejl. For det første, fordi han dermed forudsætter det, der skal bevises - at det er en fordel for både irakerne og os at blive i Irak. For det andet, fordi han - sat på spidsen - vil lukke en diskussion, med henvisning til at 'fjenden' lytter. Sådan bør man ikke argumentere i et demokrati.

Der findes argumenter både for at blive i Irak og for at trække vore soldater ud. Niels Helveg Petersen (R) med flere fortjener tak for deres forsøg på at få denne alvorlige diskussion, der næsten kun kan blive alvorligere, som ugerne og månederne går, højt op på den offentlige dagsorden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere