I ET moderne monarki er kongefamiliens vigtigste opgaver velkendte: De skal være gode til at blive født og døbt, til at forlove sig, til at fejre bryllup, til at få børn og til at dø. Dertil kommer en del repræsentation i indland og udland, men det er ikke her, de virkelig kan samle nationens opmærksomhed. Det er, når de med pomp og pragt og snurrende tv-kameraer udfører og opfører alle de basale begivenheder i enhver families liv, at de for alvor udfylder deres rolle. Det er i det lys, separationen mellem Joakim og Alexandra må vurderes. Kan den kongelige familie virkelig gennemføre en skilsmisse, så også den kan samle os alle i sympati og fascination over begivenheden? DEN ER - med god hjælp fra statsministeren, medierne og andre medspillere - i hvert fald ved at gøre forsøget. Når bortses fra sagens kerne er alt gjort for at gøre begivenheden så normal, udramatisk og ja, positiv, som muligt. Der er - i hvert fald udadtil - ingen tabere. Forældrene får fælles forældremyndighed. Alexandra beholder ikke bare sin titel, men sit arbejde i det repræsentative. Ja, hun får endda den selvstændige apanage, hun ikke kunne få som gift prinsesse. Joakim bliver på Schackenborg, hvor også hans snart forhenværende svigerforældre bor. De kan vel på det hyggeligste hjælpe ham, når de små prinser kommer på besøg fra Amalienborg, hvor de nu skal bo til daglig sammen med deres mor. Hun udstødes bestemt ikke af kongefamilien. Og det hele sker i »gensidig forståelse« mellem parterne, som det hedder. Også i denne svære stund arbejder alle gode kræfter for, at kongefamilien skal være et eksempel for os alle. »Bliver de ikke ligefrem mere folkelige af det?«, som en af tv-journalisterne fik sagt, inden nyheden var en time gammel. DE FLESTE af os - også i medierne - ønsker helt åbenbart, at alt skal være godt med kongefamilien. Også når den bliver skilt. Og hvorfor ikke: Lykkelige skilsmisser er noget moderne mennesker meget gerne vil tro på, selv om de sjældent oplever dem. Også den illusion kan de kongelige vel passende levere? Kongehuset har taget endnu et skridt ud i normaliseringen. Det udføres efter alle kunstens regler. Men mon ikke det åbenbare brud med et af de få krav, der var tilbage til en familie, der i sidste ende kun får sin mening ved ikke at være helt ordinær, på længere sigt vil være en anelse destabiliserende?