DEN POLITISKE udvikling i det tidligere Østtyskland er et forvarsel om, hvordan folkestemningerne kan udvikle sig i de nye EU-lande, hvis den økonomiske udvikling ikke formår at følge med de høje forventninger. Dagens valg i de tyske delstater Brandenburg og Sachsen tegner til at blive en succes for de yderligtgående partier: På den ene side ekskommunisterne i PDS og på den anden side eks- og nynazisterne i NPD og DVU. I den tidligere DDR-delstat Sachsen står PDS (Det Demokratisk Socialistiske Parti) til at få dobbelt så mange stemmer som Socialdemokraterne; på trods af, at ekskommunisterne ledes af en tidligere Stasimand. Lidt mindre opbakning men væsentlig større fremgang kan NPD (Tysklands Nationaldemokratiske Parti) regne med at få. Partiet - der sælger sig på en giftig cocktail af politikerlede, social indignation og naziromantik - har formået at gøre sig selv til samlingspunkt for 'gadens parlament': De tusindvis af arbejdsløse , der er utilfredse med Schröder-regeringens benhårde, men også tiltrængte socialreformer. I delstaten Brandenburg står PDS til at få hele 27 procent af stemmerne, mens Tysklands andet toneangivende højreradikale parti DVU (Den tyske Folkeunion) har opbakning fra seks procent. MED EN arbejdsløshedsprocent på over 20 i flere østtyske byer er det ikke i sig selv underligt, at mange vælgere er dybt desillusionerede. Tysklands genforening har medført en social polarisering i et omfang, kun de færreste havde forudset. Alene i Brandenburg og Sachsen er næsten 10 procent langtidsledige. Samlet set er over 18 procent af befolkningen arbejdsløse. Den manglende udsigt til økonomisk fremdrift har samtidig medført en massiv udvandring. Risikoen er, at disse områder på grænsen til Polen og Tjekkiet trækkes ned i en kronisk tilstand af stagnation - og heraf følgende politisk radikalisering. Udviklingen i det tidligere DDR har desværre vist, at vestlig velstand ikke opnås lige så hurtigt som vestligt demokrati. I flere af de andre tidligere Østbloklande har frustrationerne for længst manifesteret sig politisk. De europæiske lande står derfor over for en enorm, fælles og kostbar opgave i de kommende år: At skabe en hurtig og jævn udvikling i Øst- og Centraleuropa, så de yderligtgående partier får så dårlige vækstmuligheder som overhovedet muligt. Alternativet er, at de demokratiske institutioner i de nye EU-lande risikerer at blive destabiliseret indefra.