SELVFØLGELIG er det ikke nogen nem beslutning at lukke Tyrkiet ind i EU. Der er saglige grunde til at tage udfordringen alvorligt. Den vigtigste er, at Tyrkiet er meget fattigere end det nuværende EU, ja endda fattigere end de ti nye medlemslande, der blev medlemmer tidligere i år. Forskellen i den økonomiske udvikling er en udfordring, der kombineret med Tyrkiets størrelse vil kræve en lang overgangsperiode. Men en lang overgangsperiode er faktisk også en selvfølge. Det, der skal besluttes til december, er at indlede optagelsesforhandlinger. Den slags tager normalt 5-10 år. Og herefter kommer normalt 5-10-årige overgangsperioder, før for eksempel sådan noget som arbejdskraftens frie bevægelighed vil være gældende. Hvis vi fremskriver Tyrkiets fremskridt de sidste 20 år, er der ingen grund til at tro, at landet ikke kan klare udfordringen. På én afgørende forudsætning: at den nuværende reformkurs fastholdes; en forudsætning, som netop medlemskabsperspektivet sikrer. Siger EU nej, bliver konsekvensen derfor ikke blot en forsinkelse. Den rummer en risiko for, at Tyrkiet bliver slået ud af kurs. NÅR EU NU kritiserer den tyrkiske regerings ønsker om at kriminalisere utroskab, er det derfor vigtigt at fastholde proportionerne. Ideen er naturligvis urimelig, og forhåbentlig har EU nu forpurret den. Men da Irland blev medlem af EU, var både abort, prævention og skilsmisse faktisk ulovligt på Den Grønne Ø. Det politiske hovedproblem i slutspurten er tydeligvis, at Tyrkiet er et muslimsk land. Men den indvending siger mere om debatklimaet i det gamle EU end om den tyrkiske virkelighed. For faktisk er den tyrkiske stat den mest sekulære i Europa - kun Frankrig kommer i nærheden af at have renset staten så effektivt for religiøse træk og værdier. De elementer af respekt for eller blot tolerance over for det religiøse, som den nuværende islam-konservative regering med begrænset held forsøger at gennemføre, vil i værste fald gøre Tyrkiet lige så islamisk, som Portugal eller Irland er katolske. Man kan måske illustrere det aktuelle perspektiv med en tilspidset sammenligning: Det, USA med massiv vold og stærkt begrænset held forsøger i Irak, nemlig at skabe et islamisk demokrati, der kan inspirere andre, har EU med Tyrkiet mulighed for at konsolidere på frivilligt grundlag. Det ville være et historisk fejlgreb af de mere monumentale, hvis EU-landene ikke greb den chance.