OPERAEN står færdig. Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller kan efter kun fire års byggeri overrække Det Kongelige Teater nøglerne til det gigantiske hus i Københavns Havn lige over for Amalienborg. Det er en glædens dag - og en sorgens. Et kulturelt højde- og lavpunkt. Operaen er en dyr gave i mere end én betydning af ordet. Det bliver fantastisk at høre 'Aida', 'Nibelungens Ring' eller endda 'West Side Story' i de nye omgivelser. Skibsrederen og vi andre har haft det umådelige held, at Operaen bliver taget i brug af en Kongelig Opera i storform med det bedste hold af chefer, sangere og musikere, som er set og hørt i mands minde. Også balletten er ved at være i god gænge, alt i alt er der superkvalificerede kræfter til at fylde huset - hvad der i mangen et andet tiår slet ikke ville have været. Så Operaen åbner under en lykkelig stjerne, og skal man tro de tidligste meldinger angående lyd- og sceneforhold, er det alt sammen højeste kvalitet. Kulturpolitisk er Operaen også et højdepunkt. Det er en århundredgammel og fornem tradition i Danmark, at en stor del af kulturlivet, formentlig langt den største, er privatfinansieret. Det er et adelsmærke for talrige danske virksomheder, at når de når en vis størrelse, så begynder de at føle et kulturpolitisk ansvar. Uanset om pengene er tjent på øl eller ovenlys, på tobak, bankvirksomhed, medicin eller musikalske rettigheder, så har dygtige danske erhvervsfolk før og nu altid haft lyst til at gøre en forskel, også kulturpolitisk. Det er en rigdom uden lige, at fonde som Velux, Novo, Carlsberg, Wilhelm Hansen, Augustinus, BG Bank og mange, mange andre er så aktive, generøse og kvalificerede givere, som de er. Og det tjener i høj grad rederiet A.P. Møller - Mærsk til ære, at man med 'A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal' tilslutter sig denne tradition. Rederiets fond er rigere end alle de andre, og det operahus, fonden i dag forærer den danske stat, er formentlig den dyreste gave, nogen nogensinde har givet nogen i Danmark: Små 3 milliarder kroner har huset kostet, hvilket både siger noget om fondens generøsitet og om, at private bygherrer ikke lader de offentlige noget tilbage, når det gælder budgetoverskridelser. Den højst private Hr. Møller har her med rettidig omhu præsteret en budgetoverskridelse på cirka 150 procent - uden tvivl et tankevækkende tal for en mand som DR's generaldirektør Christian Nissen, der kæmper med sine ekstra 10 procent i Ørestad. Operaen har været en dyr gave at give, men sandelig også en dyr gave at modtage. Alene til drift og vedligeholdelse har staten og Københavns Kommune måttet garantere Det Kongelige Teater et årligt ekstrabeløb på 140 millioner kroner - altså på kun tyve år et beløb svarende til hele Operaens mur- og nagelfaste værdi. Det bliver til en del penge for skatteyderne, efterhånden som århundrederne går. Og hertil kommer enorme offentlige investeringer i trafikanlæg, parkeringshuse, havnebro etc. Faktisk bliver det også for skatteyderne nogle ret dyre høje C'er, der bliver taget af koloratursopranerne ude på Operaens scene. DET HAVDE klædt Hr. Møller, om han havde påtaget sig i det mindste en del af Operaens drift. Han kunne nok godt have fået råd til det. Carlsbergfondet driver den dag i dag sit Glyptotek selv. Og det havde i det hele taget klædt rederiet og dets ejer, om man havde haft lidt større respekt, ikke kun for den offentlige økonomi, men også for den offentlige debat og for det offentlige rum. Det havde givet bedre resultater for alle parter, rederen selv og arkitekten Henning Larsen inklusive. Men fordi Mærsk Mc-Kinney Møller konsekvent forveksler det danske samfund med et containerskib (hvor han selv er kaptajn), har vi nu fået en Opera, der sandsynligvis er lige så velfungerende som rederiets fuldt lastede søuhyrer, men også lige så mastodontisk. Det er ikke blevet et byggeri, som er Henning Larsen, København, Dronningens Amalienborg eller Danmarks store rederi værdigt. Huset er ude af skala med sine omgivelser, det ligger alt for ubeskedent og sætter prop i den fornemme Eigtved-akse, og det er som arkitektur en tung og kompromisfyldt klods. Noget lignende kan siges om den glade givers optræden: mildt sagt klodset. Så vi må le med det ene øje og græde med det andet. Vi har fået en pragtfuld Opera, og utallige mennesker vil de kommende år få store oplevelser ude på Holmen. Det har vi al grund til at være Hr. Møller, hans rederi og de danske skatteydere taknemmelige for - navnlig de af os, der er operaelskere. Men arkitektonisk, byplanmæssigt og demokratisk er noget gået gruelig galt, hvad der slet ikke havde været nødvendigt. Hvis 'A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond' havde haft en optræden, en organisation og en kultur i stil med dén, som mange andre store danske fonde har udviklet, så havde - i bogstaveligste forstand - meget set anderledes ud foran Amalienborg i dag. Operaen er blevet et lærestykke. Sådan kan et samarbejde mellem det offentlige og det private initiativ ikke fungere. Et moderne demokrati og et moderne erhvervsliv må kræve mere af sig selv og af hinanden. Demokratiet må lære at sige både tak og nej tak. Og selv for rederier gælder jo, at ét er et søkort at forstå, et andet kulturpolitik at føre. Og lad så ankeret gå. Undskyld: tæppet!