TO FORSKELLIGE foreninger udfordrer for tiden ytringsfrihedens grænser: Hizb-ut-Tahrir og foreningen Oprør. Den første forening kæmper for indførelsen af et islamisk kalifat, mens den anden forening drømmer om en eller anden form for spontan guerillaopstand i verdens fattigste lande. Umiddelbart vidt forskellige mål, men midlerne minder meget om hinanden. De to foreninger er forenet i en fundamentalt antidemokratisk og voldsforherligende kultur; forenet i en modstand mod det åbne samfund. Begge foreninger udtrykker en aggressiv revolutionsromantik - og lægger ikke skjul på, at de støtter såvel væbnet opstand som terrorangreb. I løbet af de seneste uger har foreningen Oprør sendt penge til FARC i Colombia og Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, mens Hizb-ut-Tahrir har uddelt løbesedler med opfordring til hellig krig: »Så drag af sted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah i Irak og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen for jer«, som det hedder i en løbeseddel fra 8. november. SPØRGSMÅLET er imidlertid, om de to antidemokratiske foreninger ligefrem bør opløses ved tvang. Hertil er svaret foreløbig nej. Hizb-ut-Tahrir har - så vidt vides - kun opfordret retorisk til opstand i Irak, og dét bør høre ind under ytringsfrihedens grænser. I samme øjeblik centrale medlemmer af Hizb-ut-Tahrir bliver dømt for antidemokratiske handlinger, vil situationen dog stille sig anderledes. En sådan situation vil opstå for Oprør, hvis foreningen bliver dømt for sin støtte til terrorgrupperne FARC og PFLP. I så fald vil Oprør være trådt klart ud over demokratiets grænser. Så længe revolutionsromantikken begrænser sig til lovlige ytringer, må enhver sand demokrat imidlertid besinde sig på tolerancens stridsomme rummelighed. Frem for berufsverbot må antidemokratiske udsagn imødegås med argumenter. Det bør også altid være domstole - og aldrig politikere - der konkret tager stilling til, om en forening strider imod grundloven. Til gengæld kunne der være brug for at få præciseret, hvad der egentlig menes med grundlovens forbud mod foreninger, der »virker ved eller søger at nå deres mål ved vold«. For hvis dét ikke engang omfatter rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, ja, så er det mildest talt svært at forestille sig, at nogle foreninger overhovedet skulle kunne blive opløst i fredstid.