VOLD. Henrettelser. Terrorbomber. Bortførelser. Trusler. Optakten til det irakiske valg om 60 dage har det alt sammen - i rigt mål endda. Og uanset der har været udbredte forventninger om en optrapning af volden op til valget 30. januar, viser situationen til fulde, at der er lang vej endnu, førend Irak har noget, der blot ligner et stabilt demokrati. Man kan indvende, at det også ville have været et naivt håb. Og man kan i den optimistiske udlægning notere, at irakerne trods alt er på vej mod det første demokratiske valg i årtier. At interessen blandt de 10-14 millioner vælgere er så stor, at op mod 80 procent ønsker at stemme. Og at det i det hele taget er lykkedes at fastholde irakernes politiske interesse, selv om voldsmænd og terrorister har gjort deres til at skræmme den ud af folk. Det er alt sammen skridt i den rigtige retning, og noget der - uanset om man i sin tid var for eller imod Irakkrigen - bør have al mulig opbakning. MEN glasset er ikke kun halvfuldt. Det er også halvtomt. Volden og den fortsatte terror gør det mere end tvivlsomt, om der overhovedet kan afholdes et troværdigt valg på nuværende tidspunkt - og om det kan afholdes i hele Irak. Punktet er kritisk, fordi valget skal føre frem til et parlament, der skal bane vej for en ny forfatning, der igen kan skabe ro og stabilitet i forholdet mellem de forskellige religiøse og politiske fraktioner. Sættes der for alvor spørgsmålstegn ved valgets legitimitet, kan det i værste fald bane vej for endnu mere politisk kaos og måske endda en ny 'stærk' mand. Mekanismen er set før. I den situation er det dybt betænkeligt, at det internationale samfund endnu ikke har en klar strategi for, hvordan de kan understøtte valget ved bl.a. at stille observatører til rådighed. Netop udenlandske valgobservatører viste senest, hvor vigtige de kan være, ved valget i Ukraine. Ligesom de i høj grad bistod med at sikre legitimitet af det netop afholdte valg i Afghanistan. Den rolle må man ikke svigte i Irak, slet ikke nu. At der overhovedet kan være usikkerhed om, hvorvidt det vil ske, bekræfter desværre kun indtrykket af en amerikansk ledet indsats, der var knusende effektiv i den militære fase, men som har været rystende arrogant over for planlægningen af efterkrigstidens Irak. Det skal imidlertid ikke være en undskyldning for at svigte irakerne nu: Vi bør alle - uanset om man som land eller organisation var imod Irakkrigen fra dens første færd - have en interesse i at bistå Irak med at udvikle et stabilt demokrati.