KRIMINALITETEN i København bliver ikke alene grovere og grovere. Den bliver også stadig mere etnisk polariseret. Blandt de unge under 18 år, der i løbet af de første 11 måneder af 2004 blev fremstillet i Dommervagten i København, var hele 82 procent »unge med indvandrerbaggrund« - ifølge politiets egen kategorisering. At procentandelen i virkeligheden 'kun' dækker over 72 »unge med indvandrerbaggrund« ud af i alt 88 unge københavnere, gør desværre ikke problemet mindre. Ikke alene er indvandrerbander med til at skabe en forestilling blandt mange danskere om, at unge indvandrere generelt har hang til kriminalitet. Indvandrerbanderne udgør selvsagt også et brutalt problem de steder, hvor de konkret hærger rundt. Politiet har dog måttet erkende, at de ikke er i stand til at gøre noget ved dette voksende problem med forrået ungdomskriminalitet. I pagt med tidens løsen om 'hårdere straffe' har Københavns Politi ellers udviklet en særlig 'knytnævemetode', der skal få de unge væk fra gaden hurtigst muligt ved at søge dem varetægtsfængslet. Erfaringerne har imidlertid vist, at lovens lange knyttede næve reelt ikke slår til i praksis. ALLIGEVEL tør politiet ikke ændre strategi. Som chefkriminalinspektør Per Larsen fortalte her i avisen forleden, frygter Københavns Politi, at de unge vil opfatte en ændring af den hidtidige konfrontationskurs som et nederlagssignal. Han mener således, at »vi hurtigt vil se et skred i kriminaliteten, hvis vi holder op med at fremstille dem i grundlovsforhør for at få dem fængslet. For så er signalet pludselig ændret totalt«. Men dét signal er måske i virkeligheden endnu mere opgivende og taberagtigt. Alle har naturligvis en interesse i, at ungdomskriminaliteten begrænses mest muligt. Men når de gamle modtræk ikke virker, bør enhver offentlig myndighed være forpligtet til at afprøve nye metoder. Uanset de unge kriminelles etniske tilhørsforhold - om det så er palæstinensisk, jysk, pakistansk eller skånsk - er alle offentlige myndigheder derfor nødt til i fællesskab og sammen med organisationer og erhvervsliv at give de unge kriminelle konkrete tilbud om psykologbistand, lærlingepladser, socialpædagogisk hjælp, undervisning og praktisk arbejde. Alternativer findes ikke, skønt 'knytnævemetoden' måske umiddelbart kan lyde lidt mere slagkraftig.