DET STORE europæiske hækkeløb er begyndt, og med en sandsynlig folkeafstemning til september ser det ud til, at Danmark vil lægge sig midt i feltet. Her ved hækkeløbets start er det svært ikke at have blandede følelser: På den ene side er det i et historisk perspektiv enestående, at 25 europæiske lande, der er født i indbyrdes krig og konflikt, nu skal stemme om den samme tekst, og at så mange millioner vælgere i ti lande deltager aktivt i processen. Optimister vil med en vis ret sige, at risikoen for et nej og en krise er en rimelig pris at betale for den demokratisering af vor tids store freds- og samarbejdsprojekt, der her er tale om. På den anden side: Når man ulejliger en hel vælgerbefolkning, ville det være rimeligt, hvis man kunne svare på, hvad der følger af deres stemmeafgivelse. Ved 25 jaer står svaret i traktaten. Ved et enkelt nej åbnes der derimod for et forhandlingsspil med 25 deltagere, som ingen kender udfaldet af. HVAD BETYDER det, hvis mange vælgere bliver hjemme? Diffus utilfredshed med EU? Ligegyldighed over for et valg, når udfaldet - som i Spanien - var givet på forhånd? Manglende politisk interesse i det hele taget? Det er lidt af et paradoks, at mens de folkevalgte ikke drømmer om at lægge en hjemlig strukturreform ud til folkeafstemning - dertil er spørgsmålet alt for sammensat og kompliceret - er det blevet en selvfølge, at det repræsentative demokrati sættes ud af kraft, når den langt mere komplicerede europæiske strukturreform er på dagsordenen. Herhjemme er der næppe grund til at frygte en lav valgdeltagelse. Med seks forudgående folkeafstemninger i bagagen hører vi danskere til blandt de mest trænede europæere i denne disciplin. Det gør ikke resultatet mere forudsigeligt. Efter SF's urafstemning er næsten hele venstrefløjen nu proeuropæisk. Den største kraft på nejsiden bliver Dansk Folkeparti. Det bliver spændende at se, om statsministeren og hans regering, der har ansvaret for, at vælgerne bakker det store folketingsflertal op, kan finde ud af at argumentere effektivt imod det støtteparti, som det til hverdag lever af at tilgodese. Overalt i Europa er det nationale, populistiske og til dels ultraliberale højrekræfter, der vender sig imod forfatningstraktaten. Det mønster vil formentlig også - for første gang - blive dominerende herhjemme.