DET AMERIKANSKE udenrigsministerium udsendte i mandags sin detaljerede årsrapport om menneskerettighedernes tilstand rundt omkring i verden. Der er tale om en faktuelt baseret gennemgang af tingenes tilstand, der har værdi på linje med forskellige uafhængige organisationers rapporter om samme emne. Det fremgår af, at den ikke bare rummer kritik af USA's fjender - lande som Nordkorea, Iran og Sudan - men i allerhøjeste grad også af USA's venner og allierede. Det gælder ikke mindst i Mellemøsten. Både Saudi-Arabien, Egypten og Jordan får at vide, at de krænker basale menneskerettigheder, og at brutalitet og retssikkerhedskrænkelser hører til dagens uorden i deres fængsler og politistationer. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at udenrigsministeriet heller ikke lægger fingrene imellem, når det gælder de nye myndigheder i Irak, som USA som bekendt selv har indsat og arbejder tæt sammen med hver dag. DENNE KLARE tale er ikke bare mere troværdig end det modsatte. Den afspejler også en opfattelse af, hvad et moderne udenrigsministeriums opgave er, og som andre kunne lære noget af. Traditionelt har diplomatisk visdom været, at man ikke skulle blande sig i hinandens indre anliggender og i, at et godt forhold bestod i at være tavs om alle de emner, hvor man måtte være uenig eller utilfreds med sin modpart. Dette synspunkt har længe været forældet. Samfund påvirker hinanden på uendelig mange andre måder end dem, der styres af ambassader og udenrigsministre, og udenrigspolitikken hænger oftere og oftere sammen med indenrigspolitikken. Det gælder i det store og det små, og for demokratier såvel som ikkedemokratier. Diplomati handler om samarbejde. Men samarbejdet må hvile på fælles interesser og den kendsgerning, at begge parter vil udveksle varer eller undgå en væbnet konflikt, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan være i en alvorlig værdikonflikt. I Mellemøsten vil det tværtimod ofte være tilfældet, men det gælder også for det nye EU, der har stater som Hviderusland, Moldova, og, ja, Rusland, i sit nabolag. Ved at føre klar tale i disse forhold fremmer man ikke bare sine egne værdier. Man sikrer også, at det samarbejde, der er eller kan udvikles, hviler på en bæredygtig basis. En af den hedengangne Sovjetunions ledere kaldte det »fredelig sameksistens og ideologisk krigsførelse«. Det er en udmærket formel, der ville klæde nutidens EU.