VI GNIDER øjnene og spørger os selv: Kan det være rigtigt, at en af verdens sidste enevældige konger - emiren af Qatar - viser vejen og opfordrer de øvrige herskere i den arabiske verden til at demokratisere? Emiren har i denne uge for femte år i træk holdt en international konference om netop demokrati og fri handel. Han knytter de to ting sammen, og hans oplæg er kontant og konkret. Han anbefaler ytringsfrihed og en modernisering af uddannelsessystemet for at afskaffe klassisk udenadslære til fordel for at styrke den kritiske analyse. Han lover et frit valg til Qatars nye parlament næste år med stemmeret til både kvinder og mænd. Og emiren og hans dynamiske slægtning, udenrigsministeren, lover, at parlamentet og ikke han selv skal udpege en regeringsleder. De vil ikke straks tillade politisk partidannelse, men stiller rigtige partier i udsigt. ENTEN er emiren meget klog og meget modig, eller også er han meget snu og meget dumdristig. I første fald er han fremsynet. I modsat fald leger han med ilden. For arabere er ikke anderledes end andre mennesker. De foretrækker frihed frem for ufrihed, ytringsfrihed frem for censur og valgmuligheder frem for undertrykkelse. Qatars befolkning vil derfor heller ikke glemme herskerens løfter. Emiren har simpelt hen sluppet en moderne ånd ud af flasken. Det kan blive regulært umuligt at drive ånden tilbage og sætte proppen i. Men det er heller ikke meningen, siger emiren. Langt de fleste arabere har ikke nær så fremsynede herskere. Og ingen arabere har politisk frihed, selv om libaneserne har grund til at håbe, at de snart ser ryggen af de sidste syriske besættelsessoldater i deres land. Andre arabere er underlagt forskellige variationer af totalitære systemer med politisk ufrihed og censur foruden økonomisk misrøgt - plus diverse Irak-, Sudan-, Vestsahara- og Palæstinakonflikter. QATARS emir har endnu ikke lovet at indføre et fuldt parlamentarisk demokrati, men han har lovet og delvis iværksat en modernisering, som alle arabiske lande har stærkt behov for. Det kan og skal ikke påtvinges dem udefra. Men demokratiske oplæg bør støttes, ligesom betondiktatorer og undertrykkende eneherskere bestandigt bør kritiseres - og systemkritikere bør opleve verdens opmærksomhed og støtte, indtil demokratiet finder sit arabiske fæste.