FORMANDSVALGET i Socialdemokratiet fremstår umiddelbart som et valg mellem pest og kolera: Helle Thorning-Schmidt står på sin side for en intelligent vækstpolitik og en usympatisk, ekskluderende udlændingepolitik, mens Frank Jensen på den anden side står for en stokkonservativ velfærdspolitik og en sympatisk, inkluderende udlændingepolitik. Altså begge blandede cocktail med såvel søde bobler som en besk eftersmag. På de fleste andre væsentlige politikområder er de to formandskandidater dog næsten enige - med stort set resten af partierne i Folketinget. Og hvad der måske er mere foruroligende: Mens Helle Thorning-Schmidt i valgkampen har placeret sig uadskilleligt tæt på hovedstrømningerne inden for Venstre, har Frank Jensen panisk pludselig følt behov for at positionere sig tæt op ad SF - efter ikke at have vakt synderlig ideologisk opsigt i 17 år i Folketinget. Den gode nyhed er imidlertid, at både pest og kolera kan kureres i dag, »med den korrekte væskebehandling er dødeligheden under 1 procent«, som Statens Serum Institut skriver på sin hjemmeside. Uanset hvem af de to kandidater der vinder den langstrakte urafstemning - der forløses i overmorgen - vil Socialdemokraterne derfor efter al sandsynlighed overleve. Trods Socialdemokraternes aktuelle lavpunkt vil partiet sagtens kunne rejse sig og overraske ved næste valg, afhængigt af udviklingen i regeringens omdømme. DE TO formandskandidater repræsenterer dog hver især ideologiske fordele og ulemper - fraregnet deres personlige karakteregenskaber eller mangler på samme. Formandsvalgkampen har således synliggjort den dobbelte splittelse, der hjemsøger det gamle arbejderparti: splittelsen mellem de værdikonservative socialdemokrater med hang til en aktiv offentlig erhvervspolitik (med Thorning-Schmidt i spidsen) og de velfærdskonservative socialdemokrater med hang til humanitær værdipolitik (med Jensen i spidsen). Kort sagt: splittelsen mellem dem, der vil lefle for den lavere middelklasse med en ubarmhjertig udlændingepolitik, og dem, der hellere vil lefle med højere velfærdsydelser. Desværre har ingen af de to - eller andre toneangivende socialdemokrater - indtaget den oplagte tredje position med vægt på såvel jobskabende velfærdsreformer som en åbensindet, kosmopolitisk retspolitik. Socialdemokraterne begynder dog først selv at kunne afgøre valg igen, når partiet stiller sig i spidsen for progressive reformer og viser viljen til at iværksætte vidtgående forandringer til gavn for både de udstødte og middelklassen. Om det så vil kræve endnu et lederskift, får den nye formand mulighed for selv at afgøre.