TO GANGE tidligere har vælgerne i et EU-land forkastet en færdigforhandlet traktat. Formelt burde traktaten i begge tilfælde være faldet - eller også skulle de pågældende lande have forladt EU. I begge tilfælde - Danmark med Maastrichttraktaten og Irland med Nicetraktaten - fik nejet i stedet kun konsekvenser for de to lande selv. Sådan forventes det ikke at gå, hvis Frankrig stemmer nej 27. maj - eller hvis flere lande ud af de ti, der holder folkeafstemning, siger nej. Da kernen i forfatningstraktaten er nye stemmeregler, nye rettigheder og nye institutioner (en fast EU-formand og en EU-udenrigsminister), er det da også svært at se, hvordan et land - stort eller lille - meningsfuldt kunne få undtagelser for de ny regler. Det kan umiddelbart forekomme mere demokratisk end den dansk-irske model, hvis vælgerne her for alvor gjorde en forskel. Men hvilken forskel? Et stort flertal af de franske nejsigere begrunder i meningsmålinger deres holdning med, enten at de ønsker et 'mere socialt Europa', eller at de ønsker 'en bedre traktat'. Det, de ønsker, er altså en genforhandling af traktaten. En traktat, som seks lande - heraf Spanien ved en folkeafstemning - allerede har godkendt. Diskussionen om, hvorvidt Holland og Danmark skal aflyse deres afstemninger efter et fransk nej, illustrerer, hvor umulig en sådan genforhandling ville blive i praksis. For hvornår skal den indledes? Når endnu flere lande har godkendt den, men et par stykker mere forkastet den? Eller straks efter et fransk nej, så kun Frankrig må påvirke en ny traktat, mens seks eller flere tilfredse lande bare skal acceptere en ny og måske for dem ringere model? HVORDAN MAN end vender og drejer det, er logikken i de mange folkeafstemninger - hvis man ellers accepterer, at vælgerne kan stemme andet end ja - at de europæiske befolkninger forhandler direkte med hinanden, uden repræsentanter, og med et ja eller et nej som eneste kommunikationsmulighed. Det er ikke svært at vise, at under sådanne vilkår vil det i teorien kræve flere menneskealdre og i praksis være umuligt at nå frem til en ny traktat. Der er kort sagt noget rivravruskende galt med den valgte procedure. Men da det er svært at sige noget ondt om folkeafstemninger, vil man i stedet fortolke sammenbruddet, hvis det kommer, som et sammenbrud for det europæiske samarbejde. Det er svært at overdrive konsekvenserne af den krise. Skal EU overleve den, bliver det nødvendigt at finde nye måder at inddrage vælgere og partier på i det store samarbejdsprojekt. Alternativet er et europæisk tilbageslag af helt uoverskuelig rækkevidde.