DET ER EN rigtig god nyhed, at udvidelsen af EU fra 15 til 25 lande ikke på nogen måde har lammet det daglige arbejde i unionen. Som beskrevet i avisen i går ser det tværtimod ud, som om bevidstheden om, hvor mange man nu er om bordet, har haft en opstrammende effekt på ministre og embedsmænd. Der tales kortere og mere koncist, og man koncentrerer sig om de emner, hvor man virkelig har interesser og holdninger, der batter. Det er også helt nødvendigt, hvis 25 ministre og en hærskare af underudvalg, der afspejler samme medlemstal, skal skabe resultater. Den pragmatiske succes gør det imidlertid ikke mindre nødvendigt at vedtage de nye afstemningsregler i EU, der er en kerne i forfatningstraktaten. For det første er succesen relativ: EU's lovgivningsdagsorden har faktisk ikke været særlig tung i de seneste måneder. Der venter med sikkerhed større udfordringer i årene fremover. For det andet er succesen helt afhængig af alles velvilje. Hvis et eller flere lande så deres interesse i at trække diskussionerne i langdrag, ville det være meget svært at skære igennem. For det tredje er det ikke sikkert, at de ny medlemslande vil blive ved med at opføre sig så relativt eksemplarisk, som tilfældet er, når de vænner sig til deres ny status. FORFATNINGENS afstemningsregler vil være en kæmpe gevinst - og ikke bare, fordi de rent matematisk vil gøre det nemmere at træffe kvalificerede flertalsafgørelser og dermed vil mangedoble kompromisviljen. De nye regler, der indebærer, at EU-lovgivningen skal vedtages både med et solidt flertal af lande og af et flertal, der repræsenterer et flertal i EU-befolkningen, har mindst to andre store fordele. Den ene er, at de på forhånd giver svar på, hvor stor indflydelse nye medlemslande skal have. Under de gældende, nærmest vilkårlige stemmeregler, vil der skulle forhandles om, hvor meget for eksempel Kroatien, Island, Tyrkiet eller Ukraine skal have at sige. Som mareridtet under Nicetopmødet viste, er en sådan principløs forhandling en både uskøn og langvarig affære. For det andet afspejler den dobbelte flertalsregel de to fundamentale principper, EU-samarbejdet må hvile på: lige respekt for nationalstater og lige respekt for mennesker. Symmetrien mellem det nationale og det demokratiske princip er både realistisk og ideelt rigtig. Alene af den grund burde EU-forfatningen kunne vedtages med akklamation. Gid det var så vel ...