DET SKULLE have været en festdag, da Iraks første demokratisk valgte regering i et halvt århundrede i går blev taget i ed. Det blev bare ikke så festligt. For premierminister Ibrahim Jaafari var parlamentssalen i Bagdad kun halvt fuld. For de terrorister, som havde svoret, at de ville forpurre den demokratiske proces, var salen kun halvt tom. Hverken regeringslederen eller terroristerne fik opfyldt deres forhåbninger. Begge har ellers gjort deres bedste. Terroristerne har myrdet hen ved 170 mennesker i løbet af seks dage, siden Jaafari bebudede sin regering. Men de magtede trods alt ikke at hindre den nye demokratiske regering i at træde til, som de ellers havde lovet. Jaafari havde på sin side lovet at sammensætte en regering med repræsentanter for alle Iraks store religiøse og etniske grupper - arabere og kurdere, sunnimuslimer og shiamuslimer - men det var mere, end han magtede. SKØNT JAAFARI faktisk havde lovet nogle af de vigtigste ministerposter - forsvars- og olieministerierne - til den trængte sunniarabiske gruppe, lykkedes det ikke at finde villige og duelige sunniministre, som var uden en problematisk fortid under Saddam Husseins diktatur. Af 36 ministerposter blev en håndfuld i går kun midlertidigt besat, mens Jaafari og den irakiske befolkning afventer, om de sunniarabiske politikere vil slutte sig til den demokratiske proces eller støtte den terror, som hærger dele af Irak, men fortsat er uden politisk mål og ledelse. Det er afgørende for Iraks fremtid, at sunniaraberne bliver involveret i fredelig genopbygning og tager ansvar. Alternativet er fortsat vold og ødelæggelse. MEN OM Jaafaris regering overhovedet har mulighed for at skaffe Irak fred og økonomisk udvikling på disse vilkår, er tvivlsomt. Ikke fordi Jaafari & Co. nødvendigvis er uduelige, men fordi den vold, de står over for, er umenneskelig. JAAFARI, der nu selv vil passe forsvarsministeriet i venten på en ny sunniminister, er som politisk islamist ikke, hvad USA har drømt om, og som radikal shiaaktivist er han heller ikke, hvad Irak helt indlysende har behov for. Og dog: Han rækker hånden ud til alle befolkningsgrupper. Han har sikret en bro mellem arabere og kurdere. Han lover at satse på demokratisk forsoning efter et kvart århundredes krig, borgerkrig og diktatur. Og det er modige folk, han har samlet omkring sig. At sige ja til en ministerpost i Bagdad lige nu fører automatisk dødstrusler med sig. Den nye regering har derfor fortjent udenlandsk støtte. Irak har dramatisk behov for økonomisk genopbygning og for hjælp til at opbygge nye irakiske sikkerhedsstyrker, som vil gøre det muligt at bede alle udenlandske tropper om at forlade landet. Uden egen folkevalgt regering vil det ikke lykkes. Jaafaris forsøg på at danne regering er lige nu Iraks bedste chance.