DANSKE UNGE lever i en vrangforestilling om, at den danske befolkning hører til de bedst uddannede i verden. Op mod fire ud af fem unge mellem 18 og 34 år mener således, at det danske uddannelsessystem er noget nær uovertruffent. I sig selv en smuk og stolt tanke: Tænk, så mange begavede mennesker samlet i ét lille og fredfyldt land! Problemet er blot, at forestillingen er forkert. Den ulykkelige kendsgerning er, at de 30-årige i dag har et lavere uddannelsesniveau end de 50-årige. Uddannelsesniveauet er faldet i løbet af den seneste generation. Ikke blot investeres der - sammenlignet med såvel vores nabolande som en række fremadstormende lande på den anden side af jordkloden - alt for lidt i de videregående uddannelser, målt per studerende. Hvad endnu værre er: Stadig flere unge får slet ikke nogen form for kompetencegivende uddannelse. En fjerdedel - 25 procent - af en ungdomsårgang gennemfører således ikke en kompetencegivende uddannelse i dag, men må i stedet forsøge at 'hustle' sig igennem med tilfældigt daglejerarbejde - for før eller siden at ende på offentlig forsørgelse. Skønt problemet med de mangelfulde investeringer i de videregående uddannelser næsten ikke kan overvurderes, er problemet med de titusindvis af ikkeuddannede om muligt endnu større. De kvikkeste unge kan trods alt søge ekstra udfordringer i udlandet, og derved individuelt kompensere for det danske uddannelsessystems mangler. Men alle de unge, der aldrig får gang i og senere gennemfører en uddannelse, har intet at falde tilbage på: De er den nye underklasse. DENNE STORE og stigende gruppe af ikkeuddannede får ikke mange chancer i et samfund, hvor færre og færre arbejdsgivere efterspørger ufaglært arbejdskraft på den 'forkerte' side af 35 år. Der findes ganske enkelt ikke mange job i dag, hvor man kan klare sig uden nogen form for uddannelse. Ikke alle vil være i stand til at gennemføre en uddannelse. Men dét bør ikke være en undskyldning for ikke at forsøge. Der bør derfor investeres tilstrækkeligt i bl.a. voksenskoleundervisning, voksenlærlingepladser, jobtræningskurser og alt andet, så der om én generation er markant færre unge uden en kompetencegivende uddannelse. Ambitionen bør være, at Danmark inden 2015 har verdens mindste restgruppe - rent uddannelsesmæssigt. Ingen kan være tjent med, at en tredjedel af befolkningen blot dumpes. Det første, væsentlige skridt handler derfor om at erkende, at danskerne ikke bor i et elfenbenstårn. Investeringer i uddannelse er ikke længere blot et elitært projekt.