AFVISNINGEN AF EU-forfatningstraktaten i Frankrig og Holland har sat gang i en kæde af trodsreaktioner. Mens alle afventer udmeldingen fra det europæiske rådsmøde 16.-17. juni om forfatningstraktatens videre skæbne, er slagsmålet om EU's budget for 2007-2013 blusset voldsomt op - for åbent tæppe. Reaktionerne følger nøje folkestemningerne i de forskellige EU-lande: Den hollandske regering meddelte således kort efter folkeafstemningen, at landet ikke længere vil være EU's største bidragyder målt i forhold til indbyggertallet. Den britiske premierminister, Tony Blair, har samtidig ladet forstå, at han under ingen omstændigheder vil »bortforhandle« den lukrative rabatordning, som Storbritannien har haft siden 1984. Denne særlige britiske 'tilbagebetalingsordning' koster de øvrige EU-lande 35 milliarder kroner årlig. Og for så at komplicere budgetforhandlingerne totalt har den franske præsident, Jacques Chirac, kastet sin allersidste prestige ind i kampen for at sikre, at landbrugsstøtten til de franske egnsbønder fortsætter uændret - også efter den senere optagelse af bl.a. Bulgarien og Rumænien som nye EU-medlemslande. Samlet set er der skabt en forviklet politisk hårdknude, hvor statslederne umiddelbart har mere at tabe på den indenrigspolitiske hjemmefront, end de kan vinde udenrigspolitisk ved at gå på kompromis. FORHANDLINGERNE om budgettet bliver netop derfor en afgørende test af EU-samarbejdets skrøbelighed. Hvis det lykkes for landene at enes om et nyt budgetforlig, vil det på den ene side sende et konstruktivt signal om, at den folkelige afvisning af forfatningstraktaten ikke forhindrer EU i at fungere på alle de mange områder, hvor landene for længst er blevet enige om at samarbejde. Hvis budgetforhandlingerne på den anden side bryder sammen, vil det omvendt kun kunne tolkes som et tegn på en dybtgående krise. I den realpolitiske verden kan budgetforhandlingerne ikke adskilles fra forhandlingerne om forfatningstraktatens videre ratifikation. Budgetforhandlingerne vil dermed være en lakmusprøve på EU-landenes reelle vilje og evne til at finde en gangbar løsning på situationen efter de to nejer. Som fronterne står nu, forsøger de fleste lande at pleje deres egne nationale særinteresser. Det er der ikke noget nyt i. Men hvis landene ikke samtidig er villige til anlægge et overordnet europæisk perspektiv, risikerer EU-samarbejdet at blive rullet tilbage til tiden omkring Storbritanniens langstrakte optagelsesforhandlinger. I dagens Europa bør der dog ikke herske tvivl om principperne for samarbejdets solidaritet. Selvfølgelig bør de rigeste lande betaler mest per indbygger. Og selvfølgelig bør de fattigste lande have mest. I praksis vil det dog blive ekstremt vanskeligt at overbevise hollænderne om, at de fortsat skal betale mest; briterne om, at de skal betale mere; og franskmændene om, at de skal have mindre i støtte. Ikke desto mindre bør det være målet.