KONSERVATIVE kræfter foretrækker gerne, at man giver diktaturer tid til at reformere sig. Hvis man blot giver diktatorerne tid, skal de nok helt af sig selv give plads for politisk demokratisering, lyder logikken. Javel, ja. Og ifølge dén logik skulle Syriens diktator, Bashar al-Assad, efter ugens kongres i sit Baath-parti så vises forståelse og tålmodighed. Han har talt om reformer, lovet en kontrolleret politisk opblødning og fristet med en vis lettelse af kontrollen med de syriske medier. Det ville rigtignok være på tide. Syriens økonomi er kørt i bund, og ufriheden er fortsat bastant. Det er ét af de lande, hvor politiets banken på døren ved nattetid kan fremkalde gedigen sved på panden. I bedste fald vil de spinkle reformløfter blive indfriet. I værste fald er de blot svindel. Men i hvert fald er der ikke grund til at gå som katten om den hede grød. Syrerne har ikke blot ret til begrænsede reformer eller håb om større politisk liberalisering engang i fremtiden. De har ganske enkelt ret til at blive helt fri for diktaturet, ret til selv at vælge deres politiske ledere og ret til såvel en fri presse, en regering der står til demokratisk ansvar - og ret til retssikkerhed. Hvis vi skal vise diktatoren forståelse eller langmodighed, vil det ske på bekostning af de politiske fanger i hans fængsler, på bekostning af undertrykte medier og på bekostning af de syrere som drømmer om frihed og velfærd, ikke om undertrykkelse og økonomisk misrøgt af deres land. Selvfølgelig kan vi ikke bede torterede, frihedsberøvede, censurerede mennesker om at have tålmodighed med deres undertrykker. DET ER MULIGT, at reformer af det syriske undertrykkelsessystem vil tage tid alligevel. Men det bør ikke forties, derimod siges højlydt, at Bashar al-Assad ikke blot skal give sine landsmænd en light-version af diktaturet. Han skal berede sig på at forlade præsidentposten én gang for alle. Det er kun godt en måned siden, at nabolandet Libanon slap fri af syrisk besættelse. Men syrerne er selv stadig besat af et militært regime, som i årtier har knægtet deres land, skønt Assad og hans forgænger, faderen, aldrig har haft nogen gudgiven ret til magt.