DE KONSERVATIVE religiøse kræfter har sat sig tungt på magten i Iran, efter at den ultrakonservative Teheran-borgmester, Mahmoud Ahmadinejad, vandt fredagens anden runde af det iranske præsidentvalg. Der er imidlertid tale om rendyrket skindemokrati: Den ultrakonservative Teheran-borgmester vandt i et land, hvor flere end tusinde kandidater blev nægtet at stille op til præsidentposten, fordi det religiøse Vogternes Råd mente, at de var ude af trit med værdierne i den islamiske republik. Han vandt i et land, hvor mange har opgivet at deltage i den demokratiske proces, efter at de allerede sidste år så, hvordan Vogternes Råd vragede tusindvis af kandidater ved valget til parlamentet, som nu også domineres af konservative fra den nyvalgte præsidents fløj. Han vandt i et land, hvor reformfløjen i otte år har været vidne til, at deres håb - den nu afgående præsident Khatami - er blevet stækket af de iranske mullaher. Og han vandt i et land, hvor kritiske medier er blevet lukket og politiske modstandere forfulgt i en grad, så den førhen så aktive studenterbevægelse er blevet hensat i en komaagtig tilstand. PÅ TRODS af alle disse manipulationer har den nyvalgte præsident kun støtte fra omkring en tredjedel af vælgerne, mens de øvrige enten ikke stemte eller stemte på en anden kandidat. Hvad vi kan vente os, er et forsøg på at stille urene tilbage til en tid, da religiøse fanatikere med magt og trusler så til, at iranerne lod sig tvinge ind i deres religiøse vrangforestillinger. Vi kan vente os et præsteskab, der efter valget vil simulere, at de har folkelig opbakning til en hård kurs over for omverdenen, og som vil sætte fart på det atomvåbenprogram, der er nøglen til en iransk atombombe. Det netop overståede valg illustrerer, hvorfor det er en farlig udvikling: Hvordan vil et styre, der undertrykker og manipulerer sin egen befolkning, mon forvalte en atombombe? Omverdens bedste modgift er penge: Hvis præstestyret skal indfri løfterne om bedre forhold for den tredjedel af befolkningen, som lever i fattigdom, og mindske risikoen for social uro, er det nødt til at hente investeringer til sin olieindustri udefra. Det giver mulighed for en fortsat 'kritisk dialog', for er der noget, mullaherne er bange for, så er det at miste magten.