I EN TID hvor popstjerner bliver stadig mere selvcentrerede og ligeglade med det omgivende samfund, kan man kun have respekt for Bono og Geldofs evne til at sætte Afrika på den politiske dagsorden. Uden dem var et arrangement som dagens Live 8-koncerter næppe kommet i stand. Bono og Geldofs gennemslagskraft er så stor, at verdens ledere står i kø for at blive fotograferet sammen med de to musikere. Umiddelbart er det jo fint nok, hvis ikke det var for fornemmelsen af, at Bono og Geldofs er blevet så betaget af at være tæt på verdens magthavere, at de glemmer deres kritiske sans. Seneste eksempel er Bono og Geldofs reaktioner på G8-landenens gældslettelse til 18 af verdens ulande. Geldof betegnede aftalen som »en sejr for de mange millioner mennesker, der arbejder for sagen verden over«, og Bono kaldte den »et lille stykke historie«. Problemet er blot, at udviklingslandene selv skal bidrage til at betale 'gaven' i form af lavere bistand. Og når det kommer til stykket, udgør den 'historiske gave' kun 8 procent af det beløb, som verdens udviklingslande skylder. KENDSGERNINGEN er, at verdens rigeste lande leverer en bedrøvelig ringe indsats for at gøre noget ved Afrikas enorme problemer. USA gav sidste år sølle 0,17 procent af sit bruttonationalprodukt i udviklingsbistand, for blot at nævne ét eksempel Dertil kommer modviljen mod at gøre noget seriøst ved det altafgørende problem - den manglende frihandel. EU brugte sidste år langt over 300 milliarder kroner på at støtte europæiske landmænd. Til sammenligning vurderer Kommissionen for Afrika, at de rige landes samlede bistand blot skal forhøjes med 150 milliarder kroner om året de næste seks til fem år for at give Afrika et substantielt løft. Og uanset hvad kynikere måtte sige om udviklingsbistandens manglende effektivitet, er kendsgerningen, at de fleste afrikanske lande er fanget i fattigdomsfælden. De er simpelthen for svage til at skabe økonomisk vækst - og befolkningerne er alt for syge. 1 million afrikanere dør hvert år af malaria og over 2 millioner dør af aids. Som Copenhagen Consensus klart dokumenterede sidste år, er der enorme velfærdsgevinster at hente ved at øge indsatsen mod malaria og hiv/aids. Men skal det batte, kræver det store investeringer - også i forskning uden for udviklingslandene. Og det kræver også, at man ikke stiller sig tilfreds med den popsmarte symbolpolitik, som G8-landene fører i øjeblikket.