I EN TID, hvor oliepriserne har bevæget sig op i omegnen af 60 dollar for en tønde, er der grund til at glæde sig over, at der er rigeligt olie i den danske del af Nordsøen. Baseret på et konservativt skøn vurderer Energistyrelsen nu, at Danmark vil være selvforsynende med olie til et godt stykke efter 2025 og sandsynligvis også længere. Tidligere var forventningen, at Danmark blot vil være selvforsynende til 2013. De rigelige oliemængder betyder, at Danmark ikke behøver at bekymre sig om olieprisernes ødelæggende effekt på betalingsbalancen. Nok vil stigende oliepriser dæmpe den økonomiske vækst, men i modsætning til 1970'ernes energikriser vil dansk økonomi ikke blive slået fuldstændig ud af kurs i tilfælde af vedvarende høje oliepriser. Samtidig vil høje oliepriser skæppe godt i den danske statskasse. Knap 60 procent af produktionsværdien går til staten, hvilket med de nuværende priser betyder, at statsgælden vil kunne halveres alene med indtægterne fra den seneste opjustering af reserverne. DET ER jo godt. Men ikke godt nok. Opjusteringen af oliereserverne med 54 procent viser nemlig, hvor tåbelig en aftale staten indgik med A.P. Møller - Mærsk for to år siden. Aftalen blev lavet ud fra en forventning om, at oliepriserne ville svinge mellem 20 og 30 dollar. Enhver snak om højere oliepriser og dermed højere profitter til A.P. Møller - Mærsk og selskabets to partnere i Dansk Undergrunds Consortium, Shell og Texaco, blev anset for usandsynlig. Konsekvensen er, at A.P. Møller - Mærsk & Co. i dag hiver en gevinst hjem, der i grotesk omfang overstiger de investeringer, selskaberne har gjort. Investeringerne er nemlig de samme, uanset om olieprisen er 30 eller 60 dollar. Og da aftalen i sin tid sikrede A.P. Møller - Mærsk & Co. et afkast på 11-12 procent om året, kan man uden store regnefærdigheder konstatere, at forrentningen i dag er ekstremt høj i forhold til indsatsen. A.P. MØLLER - Mærsk, Shell og Texaco tjener på den måde milliarder af kroner, som rettelig burde tilkomme det danske samfund. Problemet er blot, at det er ualmindeligt svært at gøre noget ved det. A.P. Møller - Mærsk fik nemlig en klausul i aftalen, der sikrer selskabet mod ændringer af kontrakten helt frem til 2042. Umiddelbart betyder det, at staten ikke kan gøre noget, lige meget hvor stor en overprofit, A.P. Møller - Mærsk & Co. risikofrit henter op af Nordsøen. Ikke desto mindre bør regeringen i den nuværende situation genoverveje situationen ganske nøje sammen med de to andre partier bag den tåbelige aftale, Dansk Folkeparti og de radikale. I hvert fald bør regeringen fremlægge opdaterede beregninger for, hvor meget samfundet forærer væk til A.P. Møller. Sandsynligheden taler for, at værdien af folkets gave til Danmarks rigeste mand er adskillige operahuse værd.