SELV OM begge de to store politiske grupperinger, det røde SPD og de sorte unionspartier CDU/CSU, tabte det tyske valg og nu skændes bravt om, hvem der vandt det så meget alligevel, at han eller hun skal være landets næste kansler, står én ting fast: Begge fraktioner råder stadig over en stor tilhængerskare, og tilsammen repræsenterer de godt og vel 70 procent af Tysklands vælgere. Og én ting mere: De to yderpartier, Venstrepartiet/PDS og det liberale FDP, afviser kategorisk at gå på kompromis. Det er på den holdning, de har grundlagt deres fremgang. Derfor diskuterer politikerne nu muligheden for dannelsen af en stor regeringskoalition af CDU/CSU og socialdemokratiet SPD. Den ville da også ligge på den flade hånd, hvis det ikke var så helt ekstremt uklart, om det er forbundskansler Gerhard Schröder eller CDU-lederen Angela Merkel, der skal stå i spidsen for den. MEN SER man bort fra dette magtopgør, der vil optage verden de næste par uger, taler meget for, at Tysklands næste regering kunne blive en stor koalition. Der er for det første det rent politiske: Hvis den gode vilje er til stede, kan en sådan koalition videreføre og udbygge den økonomiske reformpolitik, kansler Schröder påbegyndte for to år siden og ikke har nået at fuldende. Tyskland er et samfund, der styres tungt af aftaler i politikkens verden, i det store erhvervsliv og ikke mindst mellem disse to poler. Det er tiden løbet fra. Samfundsøkonomien kan ikke bære det, og det kan det private erhvervsliv heller ikke, hvis det skal være konkurrencedygtigt, se bare på bilgiganten WV's nedtur. Med SPD i en stor koalition kunne en fortsat reformpolitik skabe en vis tryghed i en befolkning, der gerne vil have reformer, men også frygter dem af velforståelige grunde. EN STOR koalition vil bringe Tyskland ud af den magtlammelse, som bestandigt truer alle tilbundsgående reformforsøg. Intet land i verden, måske med undtagelse af det helt anderledes liberale USA, har en så vidt udstrakt fordeling af magt på mange centre i samfundet. Medspillere med veto er bl.a. forfatningsdomstolen, Forbundsrådet, de enkelte delstater og regering og opposition. Spillet mellem dem foregår efter et vildnis af aftaler, der hindrer politikkens frie bevægelighed og skaber grobund for meget af den korruption, som tysk erhvervsliv og politik har været rig på. En stor koalition ville med ét reducere antallet af modspillere internt i Tyskland og gøre landets stemme udadtil langt mere troværdig.