DET VAR EN SKAM, at Ariel Sharon, israelsk ministerpræsident, vandt afstemningen mandag aften i Likudpartiets centralkomité. Dermed glippede udsigten til reorganisering af landets politiske topografi. Kampen mellem Sharon og tidligere ministerpræsident Benjamin Netanyahu stod om lederposten i Likud. Anledningen til konfrontationen var Sharons beslutning om at evakuere Gazaområdet. Netanyahu opgav sin post som finansminister kort tid før tilbagetrækningen i protest mod Sharons beslutning. Resultatet af afstemningen var 51-49. Cirka 50 stemmer afgjorde konfrontationen til Sharons fordel. Var afstemningen gået Sharon imod, ville han have forladt Likud og dannet et nyt parti, der ville have placeret sig i det politiske centrum. Likud ville være blevet drevet mod det yderste højre under Netanyahus ledelse. Det ville være blevet reduceret til parlamentets fjerdestørste parti, og dets attraktion ville være forbeholdt det mindretal af israelske vælgere, der rekrutteres blandt nationalromantiske fanatikere. Befriet for disse vælgergruppers belastning ville et nyt parti under Sharons ledelse efter det forestående valg næste år kunne samle et overbevisende flertal i parlamentet, som kunne fortsætte i det spor, Sharon har lagt med evakueringen af Gaza. MEN DET SKULLE ikke så være. Dermed må man konstatere, at fredsprocessens vilkår, med Sharons sejr, er blevet radikalt forringet. Sharon vil nu forsøge at genvinde det tabte i Likud og gøre indhug i Netanyahus lejr. Det er ensbetydende med, at der i de kommende år indtil valget vil være lukket for meningsfulde indrømmelser til den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas. Hans Fatahparti er under alvorligt pres fra det militante islamiske Hamas, der står til at vinde 40 procent af stemmerne ved valget til det palæstinensiske parlament til januar. Der er ingen udsigt til, at USA vil lægge pres på Sharon for at fremme fredsprocessen. Nu må Abbas opfylde sine forpligtelser og få bragt de militante palæstinensiske militser under central kontrol, mener USA. Spørgsmålet er, hvor længe den palæstinensiske befolkning affinder sig med den politiske lammelse, der truer fredsprocessen. Sharons sejr kan, hvor paradoksalt det end lyder, give anledning til en tredje intifada.