ISRAEL skal fjernes fra landkortet. Arabiske ledere, der anerkender landet, skal brænde op i Helvede. Det lyder som en røst fra fortiden. Men det er nutid. Det er Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der taler. Og sådan taler man, hvis man har mistet jordforbindelsen i international politik. Bevares, sådan kræver iranske ledere gerne død over både Israel og USA ved den store bøn på Teheran Universitet hver fredag ved middagstid. Og bevares, sådan talte iranske ledere også i 1980'erne, hvor de ikke desto mindre i al gedulgthed importerede israelske våben. Men Ahmadinejads nye udtalelser undergraver Irans aktuelle kampagne for, at omverdenen ikke kan kræve et stop for det iranske atomprogram. Her plejer Iran rutinemæssigt at gentage et krav om, at Israel så heller ikke må have atomvåben. Det er faktisk et krav, som nyder en betydelig international forståelse. Men hvis a-våben skal tjene noget formål, er det netop som et ultimativt forsvar mod udslettelse. Israel truer ikke Iran på livet. Men Iran truer altså Israel. HVIS Iran, som det ellers hævder, er interesseret i afspænding, vil det tværtimod fordre forsoning og samarbejde på tværs af grænser - mellem iranere og arabere såvel som mellem iranere og israelere. Men Ahmadinejads hadske, konfrontatoriske tale vil kun svække tilliden til, at de iranske myndigheder er interesseret i at blive taget alvorligt i mellemøstlig afspænding. Det er galt nok retorisk. Men det er rent galt, sikkerheds- og stabilitetsmæssigt, hvis Ahmadinejad vil genoptage Irans tidligere tradition for at støtte undergravende kræfter i Mellemøsten og for at pryde en 'revolutionær', religiøs retorik med udfald mod sine omgivelser. På samme konto truede Iran dengang - og gør det reelt stadig - den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie. HVERKEN Iran selv eller dets omgivelser - Afghanistan, de arabiske golfstater, Israel og Vesten - vil være tjent med genoptagelsen af en konfrontatorisk iransk udenrigspolitik. Den vil snarere anspore til yderligere oprustning i Mellemøsten. Først og sidst vil iranske konfrontationer derfor også ramme Iran som en boomerang. Iranerne ønsker politisk frihed og åbning af deres lands grænser - dét viser iranske opinionsmålinger - men ikke revolutionær totalitarisme og konflikter med deres omverden.