EU er en praktisk og i vid udstrækning succesrig institution. Det ved de mange små lande, der på få år er forvandlet fra diktaturer til demokratier; det ved Europas stadig færre bønder, der ville have været brødløse uden; det ved de store firmaer, der daglig handler på tværs af grænserne, og det mærker vi almindelige forbrugere, der i disse dage køber eksotiske juleøl og friske grøntsager i dagligvarebutikker rundt om i landet. EU regulerer det allernærmeste, vi har. Maden, vi putter i os, tøjet, vi går med, og økonomien, der gør det hele muligt. Alligevel er følelsen for EU ringe hos den almindelige europæer. Og selv om EU nyder større opbakning blandt de folkevalgte, så er Bruxelles indtil for nylig kommet på andenpladsen, når man skulle vælge politisk karriere mellem den hjemlige arena og EU. Da den konservative Jose Manuel Barroso sidste år skiftede en attraktiv post som regeringsleder i PORTUGAL ud med posten som kommissionsformand, var det således et skridt i en ny retning. Ikke mindst for et land, der har fået ganske lidt ud af EU's massive udviklingsstøtte. Men hvis en høj post i EU internt kan meritere et lands i forvejen højest rangerende politiker, siger det noget om, at EU er ved at ændre status. Barroso har været en langt mindre synlig formand end hans italienske forgænger, Romani Prodi. Sådan som unionen er skruet sammen i dag, er det måske en fordel, men på lang sigt er det uholdbart, at en så væsentlig institution er usynlig. Årets franske og hollandske nej til en grundtraktat var måske ikke så meget rettet mod dens indhold af fornuftige fælles rettighedstanker som mod den generelle fornemmelse af et ansigtsløst, teknokratisk styre. EU-samarbejdet kunne måske lære noget af de populære institutioner Det Internationale Melodi Grand Prix og Champions League. Disse konkurrencer viser, hvordan en fælles europæisk identitet kan væves som et spraglet nationalt kludetæppe. EU bør med den ene hånd udligne handelsbarrierer og med den anden styrke de regionale forskelle. Barroso tog symbolsk et skridt i den rigtige retning, da han mødtes med Bono fra U2 - en både populær og nationalt funderet verdensborger. Det er det spraglede Europa, der bør være EU's identitet.