Peterskirken i Rom er en grænseovergang: Man kan gå direkte ind fra Italien, men vil man ud ad bagdøren, kræver det pas og passérseddel, for så er man i Vatikanet - en kirkestat, som ikke er medlem af EU. Og når midnatsgudstjenesten i aften transmitteres verden over fra Peterskirken til en pæn del af kloden, så er det i mere end én forstand en ikkeitaliener, der holder sin første julemesse: en nyvalgt tysk pave, som er chef både for den lille Vatikanstat og for den store katolske kirke. Sådan er der så meget særligt i ITALIEN, der omslutter en kirkestat, som immervæk har haft italienske paver i et halvt årtusind - indtil der pludselig kom en polsk i 1978 og der nu i 2005 ikke blev genindført italienske tilstande i Vatikanet, da man valgte kardinal Ratzinger til ny pave. Og disse to på hinanden følgende europæiske paver, den ene mere stokkonservativ end den anden, har her hen over årtusindskiftet begge haft som ambition at modvirke intet mindre end den moderne verden: Benedikt XVI er akkurat som sin forgænger, Johannes Paul II, en lidenskabelig modstander af fri abort, homoseksualitet og bekæmpelse af aids med brug af kondomer, ligesom han og hans kirke modsætter sig stamcelleforskning og anden form for moderne videnskab, der ville kunne anfægte »skabelsens under«. Katolicisme og almindelig politisk konservatisme er under de europæiske paver blevet synonyme størrelser; de har begge aktivt arbejdet på at hæmme venstreorienteret kristendom som f.eks. den 'befrielsesteologi', der tidligere blomstrede i Sydamerika. Og hermed er de europæiske paver også blevet et europæisk problem, dvs. et EU-problem. For der findes i dagens EU en alliance mellem tre meget katolske lande, hvoraf kun de to er EU-medlemmer: Polen, Italien - og Vatikanet. En konservativ alliance, som gerne så en svunden tids husmoderlige idealer sat højt igen - med den aktuelle paves sprog: Kirche, Kinder und Küche, kirke, børn og køkken. Derfor kan det godt undre, at der er så meget katolsk modstand i EU mod Tyrkiets medlemskab - en modstand begrundet i frygt for muslimsk indflydelse i Europa. For akkurat ligesom der jo i Danmark er en objektiv alliance mellem Dansk Folkepartis kristne præster og de muslimske præster, de hævder at bekæmpe, således er der et langt større sammenfald i verdensbillede mellem stærkt religiøse kristne og stærkt religiøse muslimer, end der er mellem ikkereligiøse og religiøse europæere. Europa står ikke over for en muslimsk trussel udefra; Europa står midt i en værdikamp, som for eksempel udspiller sig i EU-parlamentet, når Den Polske Familieliga vil gennemføre en udstilling, der sidestiller tilhængere af fri abort med nazister. Udstillingen blev for nylig fjernet af parlamentets flertal - et flertal, som naturligvis også indeholdt polske og italienske stemmer - og den blev seneste symbol på værdikampen mellem et religiøst Europa og et Europa med klar adskillelse af det politiske og det religiøse. Italien har de senere år haft en katastrofalt konservativ regering under Silvio Berlusconi; en regering, som under forhandlingerne om den kuldsejlede EU-forfatning insisterede på at gøre kristendommen til en del af EU's nedskrevne værdigrundlag: en art europæisk statsreligion. Man kan håbe på, at Berlusconi bliver definitivt pensioneret af de italienske vælgere, når der skal vælges nyt parlament i 2006, ligesom man i et europæisk perspektiv kunne ønske sig et Italien, som bar mindre præg af at være værtsland for den katolske kirkes centrum. Ønsket kunne gå i opfyldelse, hvis Italiens ny premierminister blev Romano Prodi, EU's tidligere kommissionsformand og nuværende leder af den italienske centrum-venstre-koalition. Romano Prodis passager frem og tilbage mellem Bruxelles og Rom viser, hvor tæt det nationale og det europæiske er blevet forbundet i det ny Europa. Hvis han bliver Berlusconis banemand, vil han ikke blot kunne bryde med den katolske EU-lobbyisme, som Italien i de senere år har været en alt for aktiv del af, han vil også kunne tage fat på to andre grænseoverskridende problemer: Berlusconis hæmningsløse koncentration af mediemagt på egne hænder - og den voldsomme korruption og mafia, som Berlusconi i bedste fald har opgivet at gøre noget ved, i værste fald er en del af. Den italienske mafia er en lige så kedelig eksportvare som den katolske konservatisme - italienske problemer såvel som europæiske. Det er ærgerligt, at begge de to 'regeringschefer', som tegner Rom - Vatikanets pave og Italiens premierminister - i så mange år har været så bagstræberiske og problematiske figurer. Både som pave og som premierminister har der tidligere siddet langt mere moderne og fremsynede figurer. Men i 2006 er der trods alt også en chance for, at det store Italien svinger tilbage mod den politiske midte. Den lille kirkestat, derimod, vil formentlig fremture i sin stadig mere konservative katolicisme. Hvilket kun gør det så meget desto vigtigere at holde religion og politik adskilt i Europa. Glædelig jul.