DET BLEV lanceret med stor fanfare, da Danmark 1. januar 2005 indtrådte som medlem af FN's Sikkerhedsråd for en toårig periode. Efter en årelang diplomatisk kampagne var det lykkedes Danmark at blive valgt ind i rådet, og man kunne næsten føle begejstringen sitre fra udenrigsminister Per Stig Møller (K) og de danske diplomater. Endelig skulle vi sidde med ved det store bord og være med til at træffe de vigtige beslutninger. Og en plads i Sikkerhedsrådet er da også en stor chance for et lille land som Danmark. Ganske vist er Sikkerhedsrådet ikke blevet så centralt et organ, som man håbede, da FN blev etableret, men det er stadig noget af det tætteste på en verdensregering, man kommer. Nu er omkring halvdelen af Danmarks tid i rådet gået, og hvad er det så blevet til? Ikke ret meget er svaret. Bevares, vi er da blevet formænd for et par af rådets underkomiteer, og har da fra tid til anden også haft et markant indlæg i debatten. Men med forbehold for, hvad Danmark i al hemmelighed foretager sig bag kulisserne, kan man roligt sige, at Danmark foreløbigt ikke har imponeret voldsomt som medlem af Sikkerhedsrådet. Trods en erklæret fokus på både den internationale retsorden og kampen mod terrorisme, har Danmark gang på gang været blandt de sidste lande til at kritisere USA for dets lemfældige omgang med folkeretten, hvad enten det så gælder fangerne på Guantánamo eller de hemmelige CIA-flyvninger. Det skal derfor blive spændende at se, hvor meget vi i det nye år vil gå i brechen for at få vedtaget den FN-ombudsmandsordning, som udenrigsministeren har bebudet for at sikre, at der er en vis kontrol med, hvem Sikkerhedsrådet sortlister på sine terrorlister. MERE GENERELT kan man undre sig over, at Danmark ikke har forsøgt at spille en mere udadvendt rolle som medlem af Sikkerhedsrådet. Andre lande har gennem årene demonstreret, hvordan små lande med held kan fungere som en slags international dårlig samvittighed ved at insistere på at tage også de ømtålige sager op til offentlig debat og derigennem præge udviklingen. Danmark har valgt at agere på de indre linjer, og - set udefra - lagt sig i slipstrømmen fra Storbritannien på mange af de vanskelige sager. Derved har man ikke fornærmet nogen, men man kan med god ret spørge, hvad vi rent faktisk har udrettet. Nu er der et år tilbage som medlem af Sikkerhedsrådet. Der skal sættes turbo på, hvis det skal blive den politiske triumf for Danmark, som man havde håbet.