Irans beslutning tidligere på ugen om at genstarte sit omstridte og meget bekymrende atomprogram er en ualmindelig trist udvikling. At det er kommet så vidt, kan man primært takke Irans ultrakonservative præsident Mahmoud Ahmadinejad for. Siden han blev valgt sidste år, har Ahmadinejad styret landet på direkte konfrontationskurs med Vesten, og med beslutningen om at genaktivere atomprogrammet får han nu den slåskamp, han ivrer efter. Tyskland, Frankrig og Storbritannien, den EU-trojka, som i to år har forsøgt at få en forhandlingsløsning med Iran, har besluttet at trække Iran for FN's Sikkerhedsråd med henblik på at indføre sanktioner. Hvorvidt og i hvilket omfang dette kan gennemføres, kommer i høj grad an på Rusland og Kina. Begge har en betydelig eksport til Iran, og man kan frygte, at de vil holde hånden over præstestyret. Men hvad burde rådet i den bedste af alle verdener beslutte? Det er ikke så let endda. Militære sanktioner, f.eks. i form af luftangreb mod Irans atominstallationer, vil næppe få ram på alle Irans godt gemte atomanlæg og medfører en betydelig risiko for, at Iran foretager et gengældelsesangreb mod Israel. Voldsomme økonomiske sanktioner er også en farlig kurs, der, som erfaringerne med Irak viser, risikerer at knuse mellemklassen og dermed reformbevægelsens kerne uden at svække selve regimet nævneværdigt. Skal Sikkerhedsrådets indsats nytte noget, bør rådet derfor gribe til mere subtile og fleksible sanktioner. Som på den ene side signalerer, at så længe Iran fortsætter sit atomprogram, vil det være en international paria, og på den anden side, at landet som sådan ikke har noget at frygte, hvis det stopper atomprogrammet. Denne type sanktioner kunne inkludere udelukkelse fra internationale sportsbegivenheder, forbud for civile flyselskaber mod at flyve til og fra Iran, og udelukkelse fra forskellige kulturelle samarbejder. Ting, der ikke skader befolkningen, men som tydeligt over for præstestyret understreger den internationale misbilligelse. For at øge presset på styret yderligere og fjerne enhver undskyldning for ikke at samarbejde kunne Sikkerhedsrådet endvidere overveje at tilbyde at garantere Irans grænser, hvis landet accepterer fuld FN-inspektion af sine atomanlæg.