ENHVER SNAK om at ville målrette de danske universitetsuddannelser mødes straks med en mur af aggressiv konservatisme: For er al denne snak om nyttiggørelse af universiteter ikke blot et skalkeskjul for at forfladige og kommercialisere den frie og uafhængige forskning? I flere tilfælde er svaret desværre jo. Store dele af det politiske landskab i Danmark ønsker tilsyneladende at nedprioritere den frie forskning og har indirekte tvunget universiteter og studerende til at sænke ambitionsniveauet. I nøgne tal er bevillingerne per studerende således faldet under VK-regeringen - ikke mindst i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Når videnskabsminister Helge Sander (V) melder ud, at regeringen lægger op til, at »specialet klares på det halve år, som har været kutyme, men som slet ikke er blevet gennemført de seneste år«, kan man derfor ikke fortænke folk i at spørge: Er dette endnu et forsøg på at sænke niveauet? Forhåbentlig ikke. Realiteten er nemlig, at alt for mange studerende i dag bruger meningsløst lang tid - ofte flere år - på at skrive deres afsluttende specialer, eller endnu værre går helt i stå undervejs. Ingen har imidlertid glæde af sådanne evighedsprojekter. De akademisk set bedste studerende bør hurtigst muligt i gang med et rigtigt videnskabeligt ph.d.-projekt, og alle andre bør hurtigst muligt komme ud på arbejdsmarkedet. Netop derfor er der ganske god ræson i forslaget om at begrænse specialeskriveriet til et halvt år. I EN TID, HVOR stadig flere unge begynder på universiteterne, må man - hvis ikke niveauet vitterlig skal begynde at falde - acceptere en højere grad af specialisering, hvor de mest forskeregnede unge udfordres til at blive ambitiøse videnskabsfolk, mens alle andre uddannes til at blive kritisk tænkende vidensarbejdere. Alternativet er en middelmådig blanding, hvor de bedste forskerspirer ikke udfordres tilstrækkeligt videnskabeligt, og hvor resten roder sig ud i dilettanterier. Selve ideen om at afgrænse specialeskrivningen kan derfor være sund. Men det kræver naturligvis, at de fornødne ressourcer prioriteres til vejledning, så de studerende reelt har mulighed for at koncentrere kræfterne i en intens slutspurt. Og her kommer regeringen altså ikke uden om, at de danske universiteter skal have væsentlig flere penge per studerende, hvis frygten for kvalitetsfald ikke skal blive virkelighed