SLOBODAN Milosevic blev det første statsoverhoved i moderne tid, der blev stillet for en domstol for sine mange forbrydelser. Da meddelelsen om hans død kom, havde opmærksomheden for længst flyttet sig fra det langstrakte retsopgør i Haag til den problemplagede retssag mod den personligt endnu mere morderiske Saddam Hussein, der blev den anden. Milosevic var hovedansvarlig for den politiske krise, der førte til Jugoslaviens opløsning, og hovedansvarlig for den række af krige, der hærgede området i 1990'erne. Tragedierne i området blev den mørke plet i et Europa, der efter frihedsfesten i 1989-91 ellers fejrede kontinentets heling i frihed og demokrati. Det begyndte med Milosevic' forsøg på at holde Slovenien og Kroatien på plads i en serbiskdomineret jugoslavisk føderation. Det fortsatte med det morderiske serbiske forsøg på at sikre sig kontrol med først dele af Kroatien, siden Bosnien. Og det endte med Milosevic' opgør med Kosova, hvor omverdenens lange kæde af svigt blev brudt. Den militære intervention på Balkan var, ligesom den første Golfkrig, eksempler på, at den vestlige verden efter den kolde krigs afslutning kunne sætte sin vilje igennem, når og hvis den ville. Dermed var opgøret med Milosevic også en del af baggrunden for beslutningen om at gøre op med Saddam Hussein. MEN NETOP da den ansvarlige for en stribe borgerkrige på Balkan døde, var Irak tættere på en egentlig borgerkrig med uoverskuelige regionale konsekvenser end nogensinde. Ligesom Balkankrigen dominerede 1990'erne, har det længe stået klart, at konsekvenserne af den amerikanske invasion i Irak, der trods den manglende direkte sammenhæng blev USA's svar på 11. september, vil komme til at dominere dette årti - og måske det næste. Indgrebet mod Milosevic kom sent. Til gengæld byggede det på en meget høj grad af - hårdt tilkæmpet - konsensus om, at der ikke var nogen vej udenom. Det hvilede også på et - dyrt erhvervet - kendskab til parterne, deres interesser og indbyrdes konflikter. Og endelig stod det på forhånd klart, at i det mindste den sikkerhedsmæssige udfordring, når først Milosevic var slået, ville være til at håndtere. Ingen af disse forudsætninger var til stede forud for angrebet på Irak. Selv om selve krigsgrundlaget viste sig at hvile på en efterretningsfejl, blev den militære sejr hurtigt vundet. Saddam Hussein faldt, men så begyndte problemerne. Siden foråret 2003 er listen over svigt og fejlgreb fra den amerikanskledede koalitions side blevet længere og længere. Netop i denne uge talte den amerikanske ambassadør i Irak om Iandet som en Pandoras æske, og den altid selvsikre forsvarsminister Rumsfeld kunne over for et amerikansk kongresudvalg hverken udelukke borgerkrigen eller pege på en klar vej frem. PÅ BALKAN greb NATO ind for at bremse en kæde af borgerkrige, og selv om det blev nødvendigt at vælge side, har der hverken været tvivl om den vestlige overlegenhed eller FN-, NATO- og EU-repræsentanternes roller som opmænd, overdommere og guvernører. Den skræmmende realitet i Irak er, at hvis det ikke lykkes at danne en effektiv samlingsregering i meget nær fremtid, vil de udenlandske styrker blot fremstå som endnu en bevæbnet part i den borgerkrig, der synes meget tæt på. Som den amerikanske kommentator Thomas Friedman skriver netop i denne weekend: Det er allersidste udkald for koalitionen i Irak, og det, landet har brug for, er en Daytonkonference. Det var i den lille amerikanske by Dayton, at USA og EU satte de tre parter i den bosniske del af Balkantragedien stolen for døren og fik skabt en fredsløsning. Den var ikke perfekt - og kunne heller ikke blive det med Milosevic som medunderskriver. Men den er stadig grundlaget for fred i Bosnien. Hvis ikke der kan skabes en forståelse mellem Iraks tre parter - shiaer, sunnier og kurdere - om, at landet skal regeres under hensyntagen til alle tre gruppers interesser, ja, så er borgerkrigen uundgåelig. Og det bliver en krig, der med stor sandsynlighed vil involvere naboerne: Jordan og Saudi-Arabien med direkte og indirekte støtte til sunnierne, Iran med enorm indflydelse på shiaflertallet og Tyrkiet med sin store frygt for et kurdisk Nordirak, der også formelt river sig løs. Når dertil lægges den eskalerende internationale konfrontation med et Iran, der fastholder sine nukleare rettigheder, behøver man ikke at være pessimist for at se konturerne af en katastrofe, der humanitært mere end tåler sammenligning med Balkan. Hvortil kommer, at størrelsesordenen er en helt anden, de involverede strategiske interesser ligeså. For en optimist er linjen fra Slobodan Milosevic til Saddam Hussein til at få øje på. Forbrydelse og kynisme står for fald, selv om det kan tage sin tid, før vestlige ledere udviser tilstrækkeligt mod og handlekraft. For en pessimist er det lige så klart, at det moralske regnestykke, der på Balkan endte med at give overskud, i Irak står over for noget, der mest af alt ligner en bankerot. Desværre må en realist i disse dage konstatere, at pessimisten er tættest på at få ret.