0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et herrens hus

Ja og amen til præsters husleje

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DET ER da også for galt: Præster og bisper går og hygger sig i deres lune præstegårde. Og det koster næsten ingen penge. Det kan vi ikke have. Ingen præst må få mere end kollegaen eller os andre. Det må normaliseres og friseres -jo før jo bedre.

Som sagt så gjort. Embedsmænd i Kirkeministeriet er nu ved at revurdere landets 1.763 præsteboliger, så der kommer orden i sagerne. For de har regnet sig frem til, at en nyvurdering vil betyde »en større overensstemmelse mellem husleje og markedspris«. Det betyder på dansk, at præsternes husleje i de fleste tilfælde vil stige. De skulle jo nødig have mere end den danske normalparcellist -og da slet ikke når huspriserne stiger, synes logikken at være.


MAN FÅR lyst til at udbryde: Tilgiv dem, Herre - thi de ved ikke, hvad de gør.

For hvad skal den bureaukratiske manøvre gøre godt for?

Samme spørgsmål lyder fra flere og flere præster, der som beskrevet i dagens avis ønsker at frasige sig tjenesteboligen blandt andet i protest mod ministeriets regelrytteri og cirkulærecirkus.

Vi forstår dem godt. Tjenesteboligen er jo en del af pakken - og skal huslejen sættes efter markedsvilkår, må det være rimeligt, at præster kan sige nej tak og som andre bo, hvor de ønsker. Læg dertil, at menighedsrådene i realiteten bestemmer over præstegårdene, og at det forventes, at præsten tager imod sognebørnene med åbningstider, som selv kioskkæden 7-Eleven ikke kan matche. Er det noget at misunde?

At være præst er stadig - og gudskelov for det - et kald. Et arbejde, som de påtager sig, fordi de vil gøre noget for deres medmennesker. Tænk, hvis det samme gjorde sig gældende for for eksempel skolelærere, der i dag har overenskomster og lønninger, der leder tanken hen på samlebåndsarbejde. Hvorfor ikke lade sig inspirere af præsternes arbejdsforhold, hvor en billig bolig stilles til rådighed, til gengæld for at præsten ikke stempler ud og ind af funktioner, hvor nærvær er afgørende?

Vi venter spændt på, hvornår Kirkeministeriet regner sig frem til en vurderingspris for landets kirker. For det kan vel ikke være rigtigt, at præsterne hver søndag skal lukrere på de halvtomme kirker?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere