Nul tolerance, bagmandspoliti og kulegravning. Hvis ikke man vidste bedre, ville man ikke tro, at det var fødevarekontrol, der var tale om. Men efter at forbrugerne nu i ugevis dagligt har set for gammelt, surt kød i deres avis og deres tv og endnu ikke har glemt sidste sommers hindbærsag, har forbrugerminister Lars Barfoed fundet politimetoderne frem. Han har ret i, at der efterhånden skal noget til for at genoprette forbrugernes tillid til de fødevarer, de finder i frysedisken eller sætter tænderne i på restauranterne. Men måske skulle han bare etablere en ordentlig og fungerende fødevarekontrol, som ud over at fange madsynderne også har en generel præventiv virkning. Den stramme styring af statens udgifter over de senere år har generelt betydet, at statslige opgaver som kontrol af fødevarer er blevet kraftigt reduceret. Konkret er de overordnede bevillinger til Fødevarestyrelsen, som Fødevarekontrollen hører under, blevet beskåret med omkring 200 millioner kroner siden 2001. Det har betydet personalenedgang og færre kontrolbesøg og et fald i antallet af fødevareprøver. Samtidig med, at der er blevet skåret i bevillingerne, er i hvert fald det retoriske ambitionsniveau for fødevarekvaliteten steget markant. Da regeringen i 2004 oprettede et nyt Familie- og Forbrugerministerium, var det bl.a. med den begrundelse, at man ville give fødevaresikkerheden større opmærksomhed. Noget tyder på, at ministerens opmærksomhed ikke er blevet brugt til at opfange signalerne om, at fødevarekontrollen ikke fungerede, og det står nu helt klart, at der i hvert fald ikke er sket en højnelse af fødevarekvaliteten. Allerede ved oprettelsen af det nye ministerium påpegede oppositionen og forbrugerorganisationerne, at det nye ministerium var inderligt overflødigt, og at man i stedet burde have brugt pengene til at øge fødevarekontrollen. Regeringen ville have en høj profil på fødevareområdet, men ville ikke betale regningen. Det er den korte version af den misere, forbrugerministeren nu er havnet i.