STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen har ingen planer om at besøge landets asylcentre. Han ønsker ikke ved selvsyn at konstatere, hvordan forholdene er. I stedet henholder han sig til, at de utålelige forhold for asylbørnene er forældrenes ansvar, fordi de ikke vil rejse hjem, selv om de har fået afslag på asyl. »Det kan ikke være sådan, at jo længere tid man opholder sig i centrene, desto bedre vilkår kan man tilkæmpe sig, fordi så bryder hele systemet sammen«, siger statsministeren. Lov er lov, og lov skal holdes. Meningen med lovgivningen er ikke, at afviste asylansøgere skal integreres eller have et godt liv. Tværtimod. De skal tilskyndes til hurtigst muligt at forlade landet. Regeringens ansvar for deres skæbne stopper, når sagsbehandlingen er afsluttet. Der er en anden side af den sag. Det er den sandhed, som udtrykkes af de 32 asylbørn, som Politiken i dag har valgt at give ansigt og stemme. Det er børn, som i op til otte år bor på få kvadratmeter sammen med psykisk syge forældre. Det er børn, som sover i samme seng som deres søskende. Det er børn, som drømmer om et sted at bo, at deres forældre bliver raske. Kort sagt: en normal tilværelse. Det er de børn og deres virkelighed, som landets statsminister ikke ønsker at ofre et besøg på. DET ER NETOP kløften mellem lov og virkelighed, der skal bygges bro over, hvis børn og voksne skal have en tilværelse, som Danmark kan være bekendt. Selvfølgelig kan vores asylsystem ikke baseres på, at mange år i landet skal give asyl. Det er heller ikke det, sagen handler om. Derfor tager Fogh fejl, når han hævder, at forholdene ikke kan gøres bedre, uden at hele »systemet bryder sammen«. Der findes mulighed for at bygge bro. Der kan gøres meget for at forbedre situationen på centrene. Voksne og børn skal have lov til at leve, tjene penge og fungere i det danske samfund. Det kan ske ved, at de får en midlertidig opholdstilladelse. Andet er uanstændigt. At påstå, at asylansøgerne får det lettere ved at vende hjem, hvis de holdes uden for det danske samfund og systematisk nedbrydes, er direkte manipulerende. Når Anders Fogh Rasmussen afviser at gøre det nødvendige for at ændre på børnenes og deres forældres desperate situation, vælger han at prioritere 'systemet' og principperne frem for mennesker. Det har han ret til. Men han har ikke ret i det. Havde han blot et mindstemål af anstændighed, ville han følge Eyvind Vesselbos og Henriette Kjærs eksempel og besøge asylcentrene. Det kræver mod at stå ansigt til ansigt med lovens konsekvenser.