BÅDE USA OG Iran vil nu gerne forhandle, men på helt forskellige betingelser. Ikke desto mindre er USA's beslutning om at ville forhandle med Iran en positiv og vidtrækkende begivenhed. Ikke fordi den her og nu vil føre til forhandlinger, eller fordi den nødvendigvis afspejler en entydig amerikansk forhandlingsvilje. Men fordi den er udtryk for realisme. Hvis der skal lægges et effektivt pres på Iran, kræver det en bred international koalition. Og hvis Iran skal acceptere begrænsninger i sin adgang til atomteknologi, der ligger ud over gældende traktater, så skal der forhandles med Iran. Det er, hvad ikke bare russere og kinesere, hvis vilje til at presse Iran man kan betvivle, men også Kofi Annan og europæerne - der er alvorligt bekymrede ved udsigten til et atombevæbnet Iran - længe har sagt. DET ER den kendsgerning, at Washington har lyttet, der virkelig peger fremad. Et USA, der interesserer sig for brede koalitioner, er et andet USA end det USA, der invaderede Irak, med de problematiske konsekvenser, som alle kan se, og som glæden over Saddams fald desværre ikke i al evighed kan overskygge. Et mere realistisk USA er også et USA, der er på vej til at indse, at man ikke aktivt kan arbejde for et regimes fald og samtidig indgå forpligtende aftaler med det om livsvigtige spørgsmål. MAN KAN - og bør - håbe på, at præstestyret i Teheran ikke varer evigt, ligesom Sovjetunionen ikke gjorde det. Men i mellemtiden må man forhandle med det, ikke mindst om våbenkontrol. Det var som bekendt også, hvad vi med USA i spidsen gjorde med Moskva under den kolde krig. Det er endda nærliggende at tro, at en diplomatisk afspænding vil svække præsterne mere indadtil, end den hidtidige dialogløse linje har gjort. USA har taget første skridt på en vej, der åbner for nye muligheder. Præsident Bush er brudt ud af det tankefængsel, hvori det eneste alternativ til passivitet var militære midler. Der er lang vej igen, og meget kan gå galt. I Irankrisen er det næppe engang begyndelsen til enden. Men det er, som Winston Churchill sagde i en anden og endnu mere dramatisk sammenhæng, måske enden på begyndelsen. En begyndelse, der hidtil havde set ud til at ville ende blindt - eller galt.