INGEN grund til at begræde den tjetjenske terrorist Sjamil Basajevs død. Der hersker ingen tvivl om hans medvirken i de seneste års blodige terrorhandlinger i Rusland. Derfor var han et legitimt mål i modsætning til den folkevalgte præsident Aslan Maskhadov, som russerne myrdede sidste år. Maskhadov, der tog afstand fra terror imod civile, skulle Moskva i stedet have forhandlet med; så havde meget givet set anderledes ud i det fortsat krigsplagede Tjetjenien. mange unge tjetjenere bag sig. Han var symbolet på den radikalisering og barbarisering, der er sket under krigen i Tjetjenien. Han tabte stort til Maskhadov ved det eneste frie valg, som tjetjenerne har fået lov til at gennemføre: præsidentvalget i 1997. Det store flertal viste dengang, at det ønskede forhandling med Rusland. Siden er situationen blevet endnu værre for den tjetjenske befolkning, som ikke ved, hvem den skal være mest bange for: de russiske styrker eller den russiskstøttede regeringsleder, Ramsan Kadyrov. Begge parter bedriver terror imod civilbefolkningen, og i det klima er ingen forsoning mulig. Og angsten er også stor for tjetjenske terrorister, der har bragt ulykke for mange familier, hvis døtre de f.eks. har kidnappet til brug for selvmordsaktioner. i Tjetjenien bliver næppe bedre af, at Basajev nu er væk. Der er alt for mange af hans unge tilhængere tilbage; unge mænd, som ikke ser anden levevej end kriminalitet og terrorisme. Hvis der skal skabes fred i Tjetjenien, må Moskva række hånden frem til civilbefolkningen, som mest af alt ønsker fred, genopbygning og et anstændigt liv på Jord. Det kan kun gøres ved at forhandle med tilhængere af selvstændighed. forestående G8-topmøde, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, er vært for, er Tjetjenien ikke sat på dagsordenen. Det må gæsterne, lederne af verdens rige lande, sørge for. De må også vise vilje til at sætte FN-styrker ind, for de stridende parter kan ikke løse situationen alene. Næsten uafbrudt krig siden 1994 har vist, at ingen af parterne kan sejre militært - i hvert fald ikke uden et folkedrab. Og det er vel ikke det, omverdenen vil opnå med sin passivitet? Eller er det?