DER ER et liv efter de 60. Det har man kunnet forvisse sig om ved at læse den seneste uges artikler om 'Det grå marked' her i avisen. De gråhårede 60-årige bliver der nemlig kun flere af i de kommende år - mange flere. Verden risikerer at ende som ét stort Madeira, den portugisiske atlanterhavsø, som længe har været pensionisternes paradis. En sikker indikation på, at livet fortsætter efter de 60, er den bevågenhed, 60+'erne efterhånden tildeles af markedet. Der er markedsandele i de gamle. Ikke alene er der mange af dem, ældregenerationen råder også over historisk mange penge og rigelig tid til at bruge dem. Dertil kommer, at de har udsigt til at få et langt liv efter de 60, hvilket bliver langt behageligere, hvis krop, kærlighedsliv og formue er i hopla. AT DER dukker 'finansgerontologer', datingsider på nettet og fitnesstræning op i kølvandet på 60+'erne, er således en naturlig konsekvens af deres kolossale forbrugspotentiale. Egentlig undrer det, at markedets ellers fine næse synes at have haft så vanskeligt ved at spore sig ind på dem og deres livsformer. Det er, som om man har troet, at når nutidens generationer fyldte 60, ville de aflægge sig den individualisme, de har praktiseret hele deres liv, og blive én stor, grå masse, der higede efter pakkeløsninger. Derfor ligger der en større sandhed i, at det er gået op for fitnesskæderne, at separate seniorhold ikke er sagen. Man vil hellere bekræftes i, at man 'stadig kan', ved at give de 40-årige kamp til stregen på et blandet hold end marchere raskt på stedet sammen med nogen, der minder én om ens egen alder. Når Jane Fonda og Sophia Loren kan fortsætte på arbejdsmarkedet og posere i reklamer og på Pirellikalendere, er det jo ikke, fordi de ser gamle ud, men fordi de 'holder sig godt' og stadig ligner om ikke nogen på 40, så i hvert fald langtfra nogen på 68 eller 71. Alene det, at betegnelsen 60+ er ved at fortrænge 'de ældre' og 'de gamle', viser en ændret selvforståelse. HVIS FONDA og Loren var eksponenter for en bredere tendens, ville diskussionen om fremtidens velfærdssamfund og dets finansiering se anderledes ud. Man må derfor undre sig over, at det er så svært for arbejdsgiverne at bruge noget af al den energi, der så åbenlyst går rundt derude og forsøger at holde sig selv og samfundsøkonomien i gang ved løbebåndet.