JYLLANDS-POSTEN - der formår at kombinere en buldrende ideologisk linje med eksempler på god journalistik - har gjort det igen. I weekenden gik avisen tilbage til et forløb tidligere på sommeren, der gør os klogere på det skred, der i disse år finder sted i det politiske liv. Nogle vil huske en kort polemik, der udspandt sig, før sommeren for alvor blev varm: EU's organ til bekæmpelse af diskrimination og racisme, ECRI, kom med en rapport, der på flere punkter kritiserede Danmark. Men hovedindtrykket i medierne blev regeringens og statsministerens lodrette afvisning af rapportens lødighed - den blev direkte henvist til skraldespanden. Det, Jyllands-Posten nu har afdækket, er, at der var tale om et nøje tilrettelagt forløb, hvor regeringens såkaldte spindoktorer i god tid havde forberedt sig på og tilrettelagt den sværtning af budbringeren, der som sagt også blev hovedindtrykket i medierne. HAVDE DER været tale om et angreb fra et oppositionsparti eller fra et kritisk medie, kunne en sådan mediestrategi til nød forsvares som en art indenrigspolitisk selvforsvar. Men det er jo ikke tilfældet. ECRI-rapporten er et produkt af et internationalt samarbejde, hvor Danmark frivilligt har accepteret at blive kigget i kortene. At behandle en sådan afsender som en 'mediemodstander', der skal jordes, ikke diskuteres med, er derfor et forstemmende brud på en lang dansk tradition på området. Det kan kun retfærdiggøres, hvis rapportens fejl og mangler var af en sådan karakter, at det helt ophævede kritikkens substans. Men sagen er jo tværtimod, at ECRI's hovedpointer helt svarer til, hvad en stribe FN-, EU- og Europarådsrapporter tidligere har peget på. Den danske regering har naturligvis ret til at være uenig i de synspunkter, der er fremherskende i alle de internationale organisationer, vi er med i, når det gælder diskriminations- og racismespørgsmål. Men medmindre regeringen vil bilde os ind, at alle disse organisationer deltager i et internationalt komplot mod Danmark, så kommer den ikke uden om, at der foreligger en substans. At regeringen foretrækker en nedgørende mediestrategi frem for en åben debat om det, er måske ikke længere overraskende. Men det er en sørgelig udvikling.