TO TING STÅR klart i Sydlibanon, nu to en halv uge efter, at FN's våbenhvile trådte i kraft. Parterne er ikke blevet gode venner. Tværtimod. Krigen mellem Hizbollah og Israel kan bryde ud igen når som helst, hvis en international styrke ikke sættes ind imellem dem. Og - formentlig af samme grund - står det internationale samfund ikke ligefrem i kø for at bidrage til den nødvendige fredsstyrke. Spillet om styrken har været pinagtigt og mildt sagt ikke lovet godt for håbet om, at internationale styrker i fremtiden også skal bidrage til forsoning mellem Israel og en ny palæstinensisk stat. Alt, hvad FN beder om i Sydlibanon, er 15.000 mand. Det er mange soldater, men dog billigt sluppet, hvis det kan afmontere konflikten imellem Israel og Hizbollah og give den libanesiske regering en chance for at etablere sig som en suveræn magt på sit eget territorium. Det kan i givet fald bidrage til stabiliseringen af et vigtigt hjørne af Mellemøsten. DET ER IKKE urimeligt at forvente, at styrkerne stilles til rådighed af lande, der anerkender både Libanon og Israel, når det nu er de to samfund, der skal forsones. Det er heller ikke urimeligt at forvente, at den kommende FN-styrke i overvejende grad anføres af lande, som militært og politisk har erfaring og autoritet i internationale operationer. De fleste europæiske regeringer, som har ry for en sådan ansvarlighed, var hurtige til at insistere på en våbenhvile. Men de har været ufatteligt langsomme til at vise netop denne ansvarlighed, når det kom til at udsende tropper. Det er indlysende, at mandatet for styrken er afgørende, men det burde med lidt professionalisme have været på plads længe før. I går tog EU-kredsen sig endelig sammen til at øge de enkelte regeringers tilbud om soldater, så Kofi Annan nu har en rygrad i sin fremtidige Libanon-styrke. Ligefrem entusiastisk og overvældende ansvarligt går de europæiske regeringer dog ikke til opgaven. Det danske tilbud om flådefartøjer er både reelt og meningsfuldt. Og regeringen tøvede ikke med at fremsætte tilbuddet herom. Men på et tidspunkt, hvor den danske styrke i det sydlige Irak ikke meget længere kan spille en meningsfuld rolle, ville det være fornuftigt, hvis regeringen tilbød at overføre nogle hundrede soldater til Sydlibanon. Her er der grund til at tro, at en dansk militær indsats både ville gøre gavn og nyde politisk opbakning herhjemme.