Efter lang tids slagsmål mellem eurolandene så det i aftes ud til, at der efterhånden er enighed om, hvordan man skal håndtere Grækenlands store gældskrise. Det har været en uskøn omgang. Og der er faldet mange knubbede ord. Både om EU og euroens konstruktion. Mange eurokritikere har hævdet, at de græske gældskvaler udstiller problemerne ved at lade 16 lande gå sammen i en møntunion uden at have en fælles finanspolitik. LÆS OGSÅEuro-lande er enige om hjælp til Grækenland Og sandt er det, at man dårligt kan have en fælles mønt uden en fælles finanspolitik. Men det er ikke euroens konstruktion, der bærer hovedansvaret for de nuværende problemer. Det gør Grækenland. Efter at Grækenland i 2001 fik adgangsbillet til euroen, kastede grækerne sig ud i en offentlig forbrugsfest. I løbet af det seneste årti er de offentlige lønninger i Grækenland fordoblet. Og samtidig har man undladt at gennemføre selv de mest oplagte reformer. Pensionsalderen i Grækenland er blot 61 år. Resultatet af forbrugsfesten er, at underskuddet på det græske statsbudget i 2009 nåede op på 13 procent af bruttonationalproduktet – mere end fire gange så højt som euroreglerne tillader. Grækernes ryggesløse økonomiske politik har mildest talt reduceret de øvrige landes lyst til at hjælpe. Og man forstår godt, at en tysker, der ikke har ret til pension, før han er 67 år, har svært ved at se rimeligheden i, at Tyskland skal holde hånden under græsk økonomi. Finansmarkedet må ikke knække euroen Men der er ingen vej udenom. Hvis Grækenland ikke kan indfri sine forpligtelser på det internationale lånemarked, så rammer det resten af eurolandene. Eurolandene er tvunget til at finde en løsning, der forhindrer et græsk kollaps.
Det så i går ud til, at EU vil involvere Den internationale valutafond (IMF). Det er en god beslutning. For det første har IMF erfaring med at håndtere gældskriser – på det seneste i EU-lande som Letland, Ungarn og Rumænien. For det andet er IMF ikke bange for at gå hårdt til værks. Og det er der brug for i Grækenland.
