Når amerikanske unge i denne tid kritiserer våbenloven, bliver det håbefuldt af ældre generationer udlagt som spiren til ’et nyt ungdomsoprør’. Sådan var det også med Attac-bevægelsen for snart tyve år siden og senere med Occupy-bevægelsen. Men ungdomsoprøret har det med at fise ud i ingenting.

Og godt det samme. De ældre generationer kigger nemlig efter det forkerte. De har kikkerten stift rettet mod det, som de kender fra det 68-oprør, der fylder 50 år i disse dage: bannere. Politiske slagord. Karismatiske ledere. Og en fuckfinger til systemet. Men dermed overser de, at der finder et stille ungdomsoprør sted, som er i fuld gang med at forandre samfundet.