0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


Nu må Myanmars frihedsikon vise, hvad hun duer til

Myanmars frihedsikon må træde i karakter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Niels Hougaard
Foto: Niels Hougaard

Aung San Suu Kyi holder politisk møde på en plads udenfor Rangoon centrum. Titusinder af tilhængere er mødt op for at høre hende tale.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I værste fald er den hidtil respekterede forkæmper for menneskerettigheder, nobelpristageren Aung San Suu Kyi konkret medskyldig i Myanmars forbrydelser mod mindretallet af rohingyaer.

I bedste fald er hun – nu som sit lands statsminister – selv under pres fra Myanmars militær, der fortsat dominerer landet.

For rohingyaerne gør det ingen forskel. De har ifølge en ny FN-rapport været udsat for den værste forbrydelse af alle – et folkedrab, et systematisk forsøg på at blive dette mindretal kvit.

Mindst 700.000 rohingyaer er flygtet til nabolandet Bangladesh, forfulgt af massemord, massevoldtægter, massenedbrænding af landsbyer, massive overgreb på børn. Det er rædselsvækkende.

Men for placeringen af et ansvar er det afgørende, om Aung San Suu Kyi viser sig at være en burmesisk nationalist, der – som landets civile leder – dækker over forbrydelsen, eller om hun selv er et gidsel i militærets gabestok.

To Reuters-journalister er i denne uge, i et grotesk overgreb på pressen og ytringsfriheden i landet, blevet dømt for at afdække og dokumentere militærets mord på ti rohingyaer i landsbyen Inn Din i Rakhine-delstaten.

Deres afsløring er pinlig for Myanmar. Men mindst lige så pinligt og skamfuldt er det, at Myanmar finder det vigtigere at retsforfølge og fængsle journalisterne for at afsløre ’statshemmeligheder’ end at stille de ansvarlige for en dommer.

Aung San Suu Kyi kan ikke længere pynte sig med Nobels Fredspris og heller ikke slippe afsted med at hævde sig selv presset af militæret. Hun har altid mulighed for at gå hjem til det hus, hvor hun frem til 2010 tilbragte 15 år i husarrest for sin egen kamp imod det daværende diktatur.

I alle de berømte år i husarrest satte hun sin egen person ind i kampen for demokrati og frihed og vandt respekt som et globalt ikon for frihed.

I dag er hun statsminister for sit land. Det forpligter – uanset militærets styrke.

Hvis Aung San Suu Kyi respekterer rohingyaernes krav om de samme menneskerettigheder, som hun selv har kæmpet for, er hun nødt til at kræve folkedrabets operatører og ansvarlige for en domstol.

Hvis det ligger ud over hendes muligheder, er det tid til at gå hjem.

aj

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce