Vi går ind i en stor FN-uge med det meste af verdens politiske ledere forsamlet til generalforsamlingen i New York.
Det er nemt at få en fornemmelse af krise i både det internationale samfund og i de internationale organisationer, hvor man skændes om bidrag, om stormagternes beredvillighed til at håndtere og finansiere løsningen af globale problemer, om humanitære konflikter og om manglende løsning på påtrængende problemer som krigen i Syrien og fornemmelsen af, at verden er på vej ind i en enorm og unødvendig handelskrig.
Men træk lige vejret.
Faktisk er der meget, som går godt her i verden. Langt flere lever længere. Børnedødeligheden falder. Fattigdommen falder.
Så langt havde den svenske statistiker Hans Rosling ret i sit opgør med overdrevne bekymringer. De bæredygtige verdensmål har udsigt til i stort omfang at blive indfriet.
Verden er bedre i dag end i gårDer mangler selvsagt stadig en del, for at verden i egentlig forstand kan være rigtig tilfreds med sig selv.
Afrika syd for Sahara er stadig belastet af gevaldige fattigdomslommer. Kvinders ret til ligestilling halter lige så gevaldigt efter.
Og autoritær tankegang dominerer ikke blot regimerne i Rusland, Kina og de fleste mellemøstlige samfund, men krabber sig også ind i parlamenter og regeringskontorer i Europa.
Det er mildest talt bekymrende.
FN’s generalforsamling vil – for kun fjerde gang – være ledet af en kvinde, Equadors tidligere udenrigsminister Maria Fernanda Espinosa.
Hun har bedt om nye forslag til globalt lederskab og fælles ansvar for fred og for jævnbyrdige og bæredygtige samfund.
Mens Sikkerhedsrådet stadig er hæmmet af de regler, som giver stormagter vetoret, har generalforsamlingen det privilegium at tjene som fri global talerstol.
På onsdag vil det blive anvendt til at afholde et ’Nelson Mandela-fredstopmøde’ til erindring om Sydafrikas første frit valgte præsident og manden, der kunne få apartheid til at bryde sammen. Han var om nogen et bevis på, at en stærk vilje kan gøre det utænkelige muligt.
Der er ikke kun behov for en stærk vilje og økonomisk beredvillighed, når generalforsamlingen drøfter verdensmålene, og når de skal bekræfte deres tilsagn om støtte til FN’s fredsbevarende indsats. Der er mindst lige så meget behov for forsonlighed og fælles ansvarlighed.
Det er det, vi har FN til.
aj
fortsæt med at læse
