Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

Det er et paradoks, vi aldrig må acceptere. Selv om velfærden og velstanden stiger, hænger den negative sociale arv som uafrystelige skygger over hovederne på alt for mange børn i dette land.

Derfor er det velgørende, at Mette Frederiksen lover, at hun personligt vil sætte sig i spidsen for et tværministerielt arbejdsfællesskab med børnenes tarv i centrum, såfremt hun bliver landets næste statsminister.

Selvfølgelig kan man ikke politisk bestemme, at alle fødes lige, men det er en politisk kerneopgave at sikre, at flest muligt får lige muligheder og vilkår i livet.

I weekenden lancerede Mette Frederiksen en 18-punktsplan, der bl.a. skal gøre op med, at socialt skrøbelige børn og unge på lykke og fromme flyttes rundt mellem bosteder, der i for høj grad er blevet private pengemaskiner udliciteret til lavestbydende i velfærdsstatens store regneark.

Respekt for, at Mette Frederiksen kerer sig om samfundets mest udsatte børn og unge, der alt for længe er blevet accepteret som socialt drivtømmer i et samfund i brusende økonomiske udvikling.

Men når Mette Frederiksen siger, at en regering under hendes ledelse »først og sidst skal vurderes på, om den næste store gruppe børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund«, så er det ikke et arbejde, der skal starte og slutte i de nederste sociale klasser.

Her er en langt bredere indsats nødvendig.

I denne avis er det bare de seneste dage beskrevet, hvordan vi har skabt en virkelighed, hvor hvert 10. børn i dag får en psykiatrisk diagnose. Det er en fordobling på syv år.

Opråb: Som samfund har vi en pligt til at sørge for, at så få børn og unge som muligt kommer ind i voksenalderen med en forståelse af sig selv som psykisk syge

Vi har skabt en virkelighed, hvor medicinering af børn i for stor udstrækning er blevet den første løsning i stedet for den sidste mulighed.

Vi har skabt en virkelighed, hvor hundredvis af børn i dagens Danmark lider af så voldsom skolevægring, at de ikke magter at deltage i undervisningen.

Situationen er nedslående for det enkelte barn og helt uacceptabelt for et velfærdssamfund, der ikke mindst skal måles på evnen til at holde hånden under dem, der er tættest på at falde igennem.

Uanset hvorfra i det sociale hierarki de er på vej til at skvatte. Mette Frederiksen har valgt at tage en stor, vigtig og kompliceret opgave på sig, hvis hun vinder magten.

Det forpligter.

fortsæt med at læse

Opråb:

Som samfund har vi en pligt til at sørge for, at så få børn og unge som muligt kommer ind i voksenalderen med en forståelse af sig selv som psykisk syge

• Mødrehjælpen og Red Barnet: Børn skal vide, at de har ret til at leve uden psykisk vold

• Forældre til handikappede børn appellerer til Frederiksbergs politikere: Jeres planlagte besparelser kan betyde, at vores børn aldrig får en uddannelse